Genopbygningen af Ukraine bliver det 21. århundredes største opgave i Europa, og den bør gå i gang med det samme, selv om krigen stadig raser. Sådan lød det samlede budskab fra den ukrainske ministerpræsident, Denys Shmyhal, EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og den tyske kansler Scholz, som stod i spidsen for en stor donorkonference i Berlin tirsdag.
»Ødelæggelserne er enorme, lidelserne store. Det her er en opgave for generationer, og der er brug for intet mindre end en Marshall-plan for det 21. århundrede for Ukraine, som jeg ser det«, lød det fra dagens vært, Olaf Scholz, med henvisning til den amerikanskledede genopbygning af Europa efter Anden Verdenskrig. Forinden havde kansleren ladet forstå, at konferencen ikke bare var en almindelig donorkonference, men skulle skitsere den langsigtede strategi for genopbygningen af Ukraine, når krigen er forbi.




























