Den konservativt dominerede højesteret i USA, der i forsommeren traf den skelsættende beslutning om at rulle amerikanske kvinders konstitutionelle ret til abort tilbage, blander sig med få dage til midtvejsvalget i endnu en ophedet diskussion i det amerikanske samfund.
Mandag indledte Højesteretten høringer i to sager om påstået racediskrimination ved amerikanske universiteter. Mange universiteter i USA forsøger i varierende grad at skabe mere diversitet i deres sammensætning af studerende ved eksempelvis at prioritere sorte amerikanere i tilfælde, hvor to ansøgere har stort set ens kvalifikationer i kampen om den samme studieplads.



























