Egyptiske myndigheder har anholdt hundredvis af mennesker for at have opfordret til demonstrationer mod regeringen under klimatopmødet COP27 i Sharm el-Sheikh.
Det oplyser menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW) onsdag med henvisning til aktivister.
Ifølge HRW er næsten 700 mennesker blevet anholdt op til og under COP27 i den egyptiske badeby.
De anholdte omfatter journalister, en fremtrædende advokat og et medlem af et politisk oppositionsparti, tilføjes det.
HRW oplyser videre, at de mange anholdelser øger frygten for mulig gengældelse fra myndighederne mod egyptiske kritikere af regeringens miljø- og menneskerettighedspolitik, når COP27 slutter fredag.
»Fra overvågning til intimidering til direkte anholdelser. De egyptiske myndigheders opførsel - mens fokus er rettet mod landet - får alarmklokkerne til at ringe i forhold til, hvad der kan ske, når COP27 er slut, udtaler Lama Fakih, der er direktør for HRW i Mellemøsten og Nordamerika.
Som svar på opfordringer til at gå på gaden i protest den 11. november svarede de egyptiske myndigheder igen ved at skærpe sikkerheden i flere dele af landet den dag, fortæller vidner.
Der blev ikke rapporteret om nogen væsentlige protester.
»Egyptens internationale partnere bør presse de egyptiske myndigheder - både offentligt og privat - til at respektere borgernes ret til at udtale sig kritisk om menneskerettigheder og afslutte Egyptens menneskerettighedskrise, udtaler Lama Fakih.
De egyptiske myndigheder har ikke kommenteret udtalelserne fra HRW.
Mangel på menneskerettigheder under den siddende præsident, Abdel-Fattah al-Sissi, har fået international kritik.
Al-Sissi overtog magten i 2014. Det var året efter, at hæren - dengang med al-Sissi i spidsen - afsatte den islamiske præsident Mohamed Mursi i kølvandet på masseprotester mod Mursis splittende styre.
Siden da er tusindvis af sekulære og islamiske oppositionspersoner blevet anholdt.
Protester og demonstrationer er stærkt begrænsede i Egypten under foranstaltninger, som ifølge regeringen er nødvendige for at opretholde stabiliteten efter flere års uro.
ritzau




























