En person, som er mistænkt for at have dræbt tre kurdere, er ifølge anklager overført til psykiatrien.

Drabsmistænkt i Paris er blevet overført til psykiatrisk enhed

Uroligheder i Paris efter drab på tre kurdere. Foto: Sarah Meyssonnier/Ritzau Scanpix
Uroligheder i Paris efter drab på tre kurdere. Foto: Sarah Meyssonnier/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En 69-årig mand, som er mistænkt for at have dræbt tre kurdere i Paris, er blevet overført til en psykiatrisk enhed hos fransk politi.

Det oplyser en anklager i Paris ifølge nyhedsbureauet AFP lørdag.

»Den læge, som undersøgte den mistænkte sent på eftermiddagen i dag, siger, at personens sundhedstilstand ikke er forenelig med varetægtsfængsling«, udtaler anklageren i Paris.

»Tiltaget er derfor ophævet, indtil han stilles for en dommer, når hans helbred tillader det«.

Efterforskningen af sagen fortsætter, oplyses det.

Skyderiet fredag skete på gaden Rue d’Enghien, som ligger i et centralt distrikt nær den store togstation Gare Du Nord. Gaden er fyldt med flere butikker, restauranter og barer. Der bor mange kurdere i gaden.

Politiet anholdt den 69-årige mand. Han har ifølge politiet to drabsforsøg bag sig. Han er for nylig løsladt fra varetægtsfængsling, hvor han afventede en retssag for et angreb mod en migrantlejr for et år siden.

Efter afhøringer har anklagemyndigheden udtalt, at der er mistanke om et racistisk motiv bag fredagens angreb. Det skriver nyhedsbureauet Reuters lørdag.

Der var lørdag for anden dag i træk sammenstød i den franske hovedstad, Paris, mellem politi og kurdere, som var vrede over fredagens drab på tre kurdere.

Biler blev væltet omkuld eller stukket ild til, og der var antændt mindre brande ved området omkring Place de la République i det centrale Paris.

Hen mod slutningen af en demonstration lørdag begyndte en mindre gruppe demonstranter at kaste genstande mod politiet, som svarede igen med tåregas.

Politichef i Paris L aurent Nunez har til BFM TV ifølge Reuters sagt, at det var en gruppe på et par dusin demonstranter, som var ansvarlige for volden.

Der blev foretaget 11 anholdelser og registreret omkring 30 personer med mindre skader.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her