Et kompagni af Leopard-kampvogne vil blive overdraget som led i koalitionsopbygning, siger Polens præsident.

Polen villig til at sende Leopard-kampvogne til Ukraine

Foto: Wojtek Radwanski/Ritzau Scanpix
Foto: Wojtek Radwanski/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Polen er villig til at levere de kraftfulde Leopard-kampvogne til Ukraine. Det skal i givet fald ske »som led i en international koalition«, siger Polens præsident, Andrzej Duda, under et besøg i den ukrainske by Lviv ifølge AFP.

Ukraines regering har længe bedt om kraftige militære køretøjer som de tysk-producerede Leopard 2. Det vil repræsentere en betydelig optrapning i den vestlige militære støtte til Ukraine.

»Et kompagni af Leopard-kampvogne vil blive overdraget som led i en koalitionsopbygning«, siger Andrzej Duda under et besøg i den vestlige ukrainske storby onsdag.

»Vi ønsker, at det skal være en del af en international koalition«, understreger han.

Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, sagde lørdag, at Polen ikke har til hensigt at sende Leopard-kampvogne til Ukraine uden dannelse af en koalition. Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, sagde mandag, at han stadig er overbevist om, at det er nødvendigt at koordinere våbenleverancer til Ukraine med allierede lande. En tysk regeringstalsmand siger imidlertid onsdag, at den tyske regering ikke har kendskab til, at allierede har bedt om at sende Leopard-kampvogne til Ukraine.

Den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, sagde tirsdag til den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, at Tysklands afvisninger af ukrainernes anmodninger om kampvogne koster liv. Han fremsatte udtalelsen, da den tyske udenrigsminister tirsdag overraskende dukkede op i den østlige ukrainske by Kharkiv.

Forbundskansler Scholz er gået med til at give Ukraine omkring 40 pansrede Marder-kampkøretøjer til Ukraine. De pansrede bæltekøretøjer kan udstyre en hel bataljon, siger den tyske regerings talsperson, Steffen Hebestreit.

Eksperter siger, at den planlagte oplæring af ukrainske soldater i forbindelse med bæltekøretøjerne ventes at tage otte uger. Oplæringen skal finde sted i Tyskland.

Kan få afgørende indflydelse

Leopard-kampvognen anses af mange som verdens bedste kampvogn og kan få afgørende indflydelse på krigens gang, vurderer Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker ved Center for Maritime Operationer på Forsvarsakademiet.

»De er gode til at holde overblik og er samtidig præcise. De kan ramme mål på stor afstand og med stor præcision. Desuden er de hurtige og godt pansret«, siger han om Leopard-kampvognene og tilføjer:

»Ukrainerne får brug for kampvogne. Det er en vigtig ingrediens for at kunne lave offensiv krigsførelse og generobre terræn«.

Ender det med, at Nato-landet Polen leverer Leopard-kampvogne til Ukraine, vil det indebære en betydelig optrapning i de vestlige landes militære støtte til Ukraine.

Den ukrainske hær har de seneste måneder været under pres ved byen Bakhmut. Den ligger i Donetsk-regionen i det østlige Ukraine. Skal ukrainerne kunne gengælde den offensiv, har de behov for kampvogne, siger Anders Puck Nielsen.

»Kampvogne giver mobilitet, fordi de både kan bevæge sig på slagmarken og skyde samtidig«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her