Et ATR 72-fly med 72 mennesker om bord er søndag styrtet ned i Nepal.
Det oplyser en talsmand fra det nepalesiske flyselskab Yeti Airlines, Sudarshan Bartaula, ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
»Der var 68 passagerer om bord og 4 ansatte«.
»Redningsaktionen er i gang. Vi ved ikke for nuværende, om der er nogen overlevende, siger han og fortæller videre, at der var ti udenlandske statsborgere om bord på flyet«.
En talsmand fra den nepalesiske hær fortæller ifølge Reuters, at mindst 16 personer er omkommet.
Flyet er styrtet ned mellem den gamle lufthavn og den nye lufthavn i byen Pokhara, som er landets næststørste.
Flyvraget står i flammer, og beredskab forsøger hastigt at slukke flammerne, oplyser den lokale embedsmand Gurudutta Dhakal.
»Reddere er allerede ankommet til stedet og forsøger at slukke ilden. Alle myndigheder en nu fokuseret på først og fremmest at få slukket ilden og reddet passagererne«, siger han ifølge AFP.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters viser billeder fra stedet en tyk sky af sort røg, som stiger op fra stedet, hvor flyet er styrtet. Billederne viser også nødreddere, som arbejder på stedet, og folk som stimler sammen i området.
Ifølge de lokale medier skulle en række lig allerede været blevet bjerget fra flyvraget, skriver Reuters.
En embedsmand, som udtaler sig anonymt til Reuters, siger, at flyet var fløjet fra Nepals hovedstad, Kathmandu.
Det vides endnu ikke, hvad der har fået flyet til at styrte.
Det er langtfra første gang, at et fly er styrtet ned i Nepal.
I maj sidste år mistede 22 personer livet, da et mindre fly styrtede ned i den berømte bjergkæde Himalaya, som til dels ligger i Nepal.
I 2018 styrtede et fly ned i Kathmandus lufthavn, hvor 50 personer mistede livet.
Opdateres...
ritzau


























