Bulgarien har længe været anset som et prorussisk land. Landet, som har en strategisk vigtig placering mellem Tyrkiet, Rumænien og Ukraine, har siden Rusland invaderede Ukraine været som en lus imellem to negle – den ene negl værende Vesten og den anden Rusland.
Ville Bulgarien støtte Rusland eller dets invaderede naboland? Opmærksomheden på netop det spørgsmål intensiverede i sommer, da der kom et parlamentarisk mistillidsvotum, som førte til, at landets provestlige regeringsleder Kiril Petkovs kabinet måtte gå af. Nu ledes Bulgarien af Galab Donev, og der har hersket frygt for, at Sortehavslandet ville falde tilbage i sin prorussiske lejr.


























