To pansrede køretøjer har presset en hvid varevogn til side i Torrance efter masseskyderi med 10 dræbte.

Politiet omringer formodet massemorder ved Los Angeles

Foto: Allison Dinner/Ritzau Scanpix
Foto: Allison Dinner/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Politiet i Los Angeles har konfronteret den mand, som menes at have skudt og dræbt 10 personer under et masseskyderi i forbindelse med det kinesiske nytår.

Det rapporterer flere medier.

Luftbilleder viser en hvid varevogn, der bliver presset til side af to pansrede politibiler i Torrance syd for Los Angeles.

Et stort antal politibiler holder i nærheden.

Samtidig har politiet i Los Angeles offentliggjort et billede af den formodede drabsmand.

Billeder fra overvågningskameraer har vist en asiatisk mand, der har en strikhue på hovedet og er iført briller.

Skyderiet lørdag aften i forbindelse med det kinesiske nytår skete i Monterey Park, der bebos af mange med asiatisk oprindelse.

Titusinder af mennesker havde deltaget, da gerningsmanden åbnede ild mod et dansestudio.

Skydevåbnet, som han brugte, betegnes af politiet som en meget kraftig riffel.

Ud over de 10 dræbte blev 10 såret.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her