De to regeringspartier Moderaterne og Venstre kritiserer en omstridt dansk praksis for at mangle logik og for at møde internationale medarbejdere med ubegrundet mistillid.
Udenlandske lønmodtagere, der ellers opfylder alle formelle krav og tjener over den såkaldte beløbsgrænse, kan få afslag på arbejds- og opholdstilladelse og blive udvist af landet, hvis Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri) vurderer, at deres løn er »usædvanlig høj«. Det kan ifølge Siri give »en vis formodning« om, at ansættelsesforholdet ikke er »reelt«. Det er for eksempel sket for en del kokke.




























