Artiklen er senest opdateret kl. 11.35.
Filippinerne har givet USA udvidet adgang til dets militære baser, oplyser landets forsvarsministerium torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters. Det sker på grund af stigende bekymring over Kinas aggressive fremfærd i Det Sydkinesiske Hav samt spændinger mellem Kina og Taiwan. I udtalelser fra begge lande oplyses det, at regeringen i USA får adgang til fire yderligere lokationer. Det sker med henvisning til en aftale, som er indgået i 2014.
Den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, har besøgt hovedstaden i Filippinerne, Manila, for at drøfte planerne. Lloyd Austin har torsdag også mødtes med Ferdinand Marcos Jr., der er præsident i Filippinerne, i præsidentpaladset. Efter mødet beskrev forsvarsministeren Filippinerne som en »nøgleallieret« for USA, skriver nyhedsbureauet AFP. Han sagde videre, at USA vil fortsætte med at »bygge og modernisere« det filippinske militærs evne og udbygge samarbejdet mellem de to landes forsvar. Den amerikanske vicepræsident, Kamala Harris, besøgte landet i november.
USA har sat mere end 82 millioner dollar af til at investere i infrastruktur i de fem baser, som regeringen i Washington, D.C., allerede har adgang til. På baserne har amerikanerne lov til at træne styrker samt opbevare militært materiel. USA har dog ikke lov til at være permanent til stede på baserne.
Oplysningerne fra de to lande specificerer ikke yderligere detaljer om, hvilke baser der gives adgang til. En tidligere militærchef i Filippinerne har oplyst, at USA blandt andet har bedt om afgang til baser på den nordlige ø Luzon – den del af Filippinerne, der ligger tættest på Taiwan. På grund af Filippinernes beliggenhed tæt på Taiwan og det omkringliggende hav, vil samarbejdet med Filippinerne ifølge AFP være afgørende i tilfælde af en konflikt med Kina.
Aftalen skaber spændinger og ustabilitet i Asien, siger en talsmand for det kinesiske udenrigsministerium ifølge Reuters.
»Dette er et skridt, der øger spændingerne i regionen og truer den regionale fred og stabilitet. Lande i regionen bør være opmærksomme på dette og undgå at lade sig udnytte af USA«, siger talspersonen, Mao Ning, på et pressemøde.
Filippinernes forhenværende præsident Rodrigo Duterte foretrak Kina som allieret stormagt frem for USA. Men Filippinernes nuværende regeringsleder, præsident Ferdinand Marcos, har vendt sig mod amerikanerne. Særligt har konflikten mellem Kina og østaten Taiwan trukket de to lande tættere på hinanden. Det samme har Kinas etablering af baser ved Det Sydkinesiske Hav.
ritzau


























