Den tyske regering annoncerede fredag, at den vil godkende, at den ældre kampvogn Leopard 1 sendes til Ukraine.
Det kan måske få betydning for Danmark.
Danske embedsmænd har været i forbindelse med den tyske militærvirksomhed Flensburger Fahrzeugbau Gesellschaft og spurgt til muligheden for at købe eksemplarer af kampvognen, fortæller virksomhedens salgsdirektør, Thorsten Peter, til Jyllands-Posten.
Det kunne være for at donere dem til Ukraine.
Forespørgsel i januar
Flensburger Fahrzeugbau Gesellschaft har 99 af de tyskproducerede Leopard 1-kampvogne, som virksomheden i sin tid netop købte af Danmark, fortæller direktøren. Han understreger, at der ikke er nogen konkrete planer om at sælge kampvognene til Danmark, men at embedsmænd fra den danske regering senest i januar spurgte til mulighederne.
Danmark har opgraderet til den mere avancerede og bedre pansrede Leopard 2, og har hidtil afvist Ukraine, der ser vestlige kampvogne som et vigtig led i forsvaret mod den russiske invasion. Ét dansk argument er, at de 44 danske Leopard 2-kampvogne er udstyret med tophemmelig teknologi, som ikke må falde i russiske hænder.
Kampvognskoalition?
Derfor skabte det mystik, da Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, for nyligt roste Danmark for landets »villighed til at slutte sig til kampvognskoalitionen«. Hvilken tilslutning? Hvordan?
Tyskland og USA skabte et gennembrud, da de i sidste uge annoncerede, at de vil sende henholdsvis 14 Leopard 2-kampvogne og 31 amerikanske Abrams-kamvogne til Ukraine. En række lande herunder Norge lover at sende nogle af deres. Holland har annonceret, at landet overvejer at købe Leopard 2-kampvogne, som de i dag lejer, og sende dem.
Fakta
Leoparderne
Leopard 1-kampvognene blev produceret fra 1965 til 1979 i Tyskland. De vejer 42 tons, kan køre 65 kilometer i timen og er udstyret med en 105 mm kanon.
Leopard 2-kampvogne er produceret siden 1979. De har tykkere og bedre panser og vejer 55 tons. De kan køre 72 kilometer i timen og er udstyret med en 120 mm kanon.
Kilde: Armedforces.EU
På Politikens spørgsmål, om Danmark vil bruge den tyske tilladelse til at købe og sende Leopard 1-kampvogne, lyder det i en mail fra forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V): »Danmark overvejer kontinuerligt donationer af både militært materiel, finansiering samt andet materiel, der kan understøtte Ukraines kamp mod Rusland«.
Flere militæreksperter vurderer over for TV 2, at Leopard 1-kampvognen ville gøre gavn i Ukraine, selv om dens panser er betydeligt dårligere end Leopard 2-modellens.
»En Leopard 1’er vil have det svært, hvis den er oppe imod en helt moderne russisk kampvogn. Men hvis den kommer op imod noget af det halvgamle lort, som hovedsageligt kører rundt i Ukraine, er det en fremragende kampvogn«, siger militæranalytiker Mikkel Storm Jensen til TV 2.
»Sidste gang, jeg sad i tårnet på en Leopard 1 tilbage i 2005, kørte vi 40 kilometer i timen igennem terrænet på en øvelse, mens jeg skød og ramte et mål på tre kilometers afstand i mørke og usigtbart vejr ved første skud«, fortæller han tv-stationen.
Lula siger nej
Det er dog uklart, om Ukraine overhovedet er interesseret i den ældre Leopard 1, skriver Süddeutsche Zeitung. Der er besvær med at skaffe nok ammunition, skriver avisen. Et stort lager med 105 millimeter-ammunition befinder sig i Brasilien, men den nyvalgte venstreorienterede præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, har afvist at frigive noget af det. Lula vil ikke provokere Ruslands præsident, Vladimir Putin, hedder det. Da Tysklands kansler, Olaf Scholz, i denne uge var på besøg i Brasilia, sagde den nyvalgte brasilianske præsident, at der skal to til at strides. Selv om den ene i det her tilfælde uprovokeret har angrebet den anden.
fortsæt med at læse


























