Opdateret 11.20:
Flere hundrede mennesker er døde under et kraftigt jordskælv med en beregnet størrelse på omkring 7,8, som har ramt det sydlige Tyrkiet og påvirket flere lande i området omkring natten til mandag. Også flere efterskælv har ramt regionen.
Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS), der monitorerer jordskælv på verdensplan, oplyser, at skælvet fandt sted klokken 02.17 dansk tid svarende til 04.17 lokal tid.
Jordskælvet har ført til mange sammenstyrtede bygninger.
Mandag morgen er der langtfra overblik over situationen, men dødstallene stiger fortsat i både Tyrkiet og Syrien. Ifølge nyhedsbureauet AFP er 668 bekræftet omkommet - heraf 912 i Tyrkiet og 384 i Syrien.
Kollapsede bygninger
I flere provinser i Tyrkiet er der mange kollapsede bygninger. Det gælder både Osmaniye-provinsen, Diyarbakir-provinsen og Malatya-provinsen. I sidstnævnte er mindst 140 bygninger styrtet sammen oplyser guvernør Hulusi Sahin ifølge nyhedsbureauet AP.
Jordskælvet ramte i en dybde af cirka 17,9 kilometer i nærheden af byerne Gaziantep og Osmaniye ifølge USGS.
Beredskab og Tyrkiets indenrigsministerium har sendt redningsarbejdere ud for at grave folk ud af murbrokkerne. Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass.
USGS skriver i en vurdering, at der er sandsynlighed for »markante tab«.
Det står klart, at jordskælvet har kunnet mærkes i et stort område.
Det syriske civilforsvar melder på Twitter om flere kollapsede beboelsesbygninger i landets nordvestlige del. Der er også erklæret krisetilstand. Det skriver avisen The New York Times.
Flere lande ramt
Flere øjenvidner i regionen melder om rystelser.
»Borgere i Libanon, Syrien, Cypern og Israel melder om at have mærket et jordskælv klokken 03.20 Beirut-tid«, skriver Timour Azhari, som er journalist for nyhedsbureauet Reuters og befinder sig i Beirut, på Twitter.
Billeder fra den tyrkiske tv-kanal TRT viser, at folk er gået ud på snedækkede gader. Det skriver Reuters. De billeder viser også skader på bygninger.
Jordskælvet varede omkring et minut og ødelagde mange vinduer ifølge et Reuters-vidne.
FAKTA
De 10 største jordskælv i nyere verdenshistorie
- 22. maj 1960 i Valdivia, Chile 9,5
- 27. marts 1964 Prince William Sound, Alaska, USA 9,2
- 26. december 2004 Sumatra, Indonesien 9,1
- 11. marts 2011 Honchu, Japan 9,0
- 4. november 1952 Kamchatka, Sovjetunionen (Rusland) 9,0
- 13. august 1868 Arica, Peru (nu en del af Chile) 9,0
- 26. januar 1700 Cascadia-området i Canada og USA 9,0
- 27. februar 2010 Maule, Chile 8,8
- 31. januar 1906 Ecuador 8,8
- 4. februar 1965 Rat Islands, Alaska, USA 8,7
Kilde: United States Geological Survey
Tyrkiet er en af verdens mest aktive jordskælvszoner.
Skælvet natten til mandag blev efterfulgt af et skælv med en beregnet størrelse på 6,7. Det fandt sted 11 minutter efter det første jordskælv ifølge USGS.
Tsunamivarsel
Italien udstedte tidlig dansk tid et varsel om en mulig tsunami og bad folk ved kysten søge højere op.
Ved syvtiden dansk tid blev advarslen dog nedjusteret og en times tid senere blev den ophævet.
Opdateres...
ritzau
fortsæt med at læse


























