Lars Løkke Rasmussen skal blandt andet tale om forholdet til Kina og gøre status på forhandlinger om forsvarsaftale under USA-besøg.

Løkke tager på lynvisit til USA for at mødes med Blinken

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 13.34.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) rejser søndag til USA, hvor han blandt andet skal mødes med den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken. Her vil Kina og »den geopolitisk situation« være et emne, oplyser udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

Forholdet til Kina er blevet højaktuelt, efter at USA 4. februar skød en luftballon fra Kina ned ud for delstaten South Carolinas kyst af et amerikansk F-22-kampfly. Det skete, efter at den i løbet af flere dage var fløjet over USA og dele af Canada. USA har kaldt det en overvågningsballon, men det afviser Kina, der kalder den et civilt fartøj til brug for forskning.

Ifølge unavngivne diplomater og en højtstående embedsmand i den amerikanske regering blev i alt 40 lande orienteret tirsdag om nedskydningen af luftballonen, skrev nyhedsbureauet Reuters. Et af landene var Danmark, bekræfter Lars Løkke Rasmussen.

»USA har haft en dialog med Danmark, og vi er orienteret. Men jeg kan ikke sige nærmere om indholdet«, lyder det fra Lars Løkke.

Kan der have været overvågning i Danmark også?

»Jeg kan ikke sige noget nærmere om indholdet (af orienteringen, red.)«, siger Lars Løkke.

Nedskydningen af luftballonen har skabt spændinger mellem de to stormagter. Kun timer efter at et amerikansk jagerfly skød en kinesisk luftballon ned over USA, forsøgte USA’s forsvarsminister at ringe til sit kinesiske modstykke på en særlig kriselinje. Men opkaldet, der skulle bidrage til at mindske spændingerne mellem de to lande, forblev ubesvaret.

»Det (luftballonen, red.) er et symbol på et meget selvsikkert Kina, som på godt og ondt engagerer sig i hele verden. Det skal vi finde nogle fornuftige gensvar på. Her – som i andre sager – gælder det om at man ikke bevæger sig fra den ene grøft til den anden«, siger Lars Løkke.

Han siger videre, at »man ikke kan vende ryggen til Kina«:

»Vi har udviklet et stadig tættere samarbejde med kineserne og har ladet vores økonomi integrere mere og mere med dem. Det har skabt et afhængighedsforhold, som nu udfordrer os. Hvis du kigger på sjældne jordarter og chips til vores teknologier og forsyningskæder, så er den frie vestlige verden blevet for afhængige«.

Status på forsvarsaftale

Et andet emne, som Løkke skal diskutere med Blinken, er den nye forsvarsaftale, som Danmark og USA forhandler om. Her skal der »gøres status«:

»Det har vi også en interesse i, for det er en aftale, der i givet fald kommer til at gå ud på vilkårene for en permanent tilstedeværelse i Danmark«, siger Lars Løkke Rasmussen.

»Det er sådan nogle aftaler, man har set rundt omkring i Europa, og som er vigtigt at få på plads. For det besegler amerikanernes rolle som helt essentielle for at sikre en sikkerhedsparaply over Europa«.

Forhandlingerne blev formelt indledt for et år siden efter længerevarende drøftelser. Her lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S), at en ny forsvarsaftale mellem landene kunne omfatte amerikanske soldater på dansk jord. Men en aftale er »ikke lige rundt om hjørnet«, slår Lars Løkke fast.

»Det er i proces, og det kan man ikke sætte nogen dato på endnu. Jeg tror, at det tog nordmændene tre år at forhandle en aftale på plads«.

Norge og USA indgik en forsvarsaftale i 2021, der blandt andet betyder, at amerikanske styrker har fri adgang til bestemte områder i Norge.

Lars Løkke og Antony Blinken skal også drøfte krigen i Ukraine og handel mellem USA og Danmark.

»USA er en vigtig allieret – det er Danmarks vigtigste allierede. Det er i øvrigt også det største eksportmarked. Vi sælger for næsten 200 milliarder kroner til amerikanerne hvert år. I disse tider kommer det selvfølgelig meget til at handle om Ukraine efter en periode under Trump, hvor det transatlantiske forhold var lidt glemt, så har vi heldigvis en administration i USA, som er trådt i karakter«.

Under besøget, der varer til mandag, skal Lars Løkke også mødes med Mitch McConnell, der er Republikanernes leder i Senatet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her