Tyfonen Gabrielle raserer stadig New Zealand, og myndigheder oplyser, at tre personer er fundet døde. Dansker i Auckland har tasker og vand klar, hvis det bliver nødvendigt for hende og familien at forlade deres hjem.

Tre personer fundet døde i newzealandsk tyfon

Oversvømmelserne er massive efter tyfonen Gabrielles hærgen i New Zealand. En familie måtte søge tilflugt på taget af deres hus nær byen Napier, før de kunne blive reddet af en helikopter. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Oversvømmelserne er massive efter tyfonen Gabrielles hærgen i New Zealand. En familie måtte søge tilflugt på taget af deres hus nær byen Napier, før de kunne blive reddet af en helikopter. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Tre personer har mistet livet i tyfonen Gabrielle, som har ramt New Zealand, oplyser newzealandske myndigheder ifølge det franske nyhedsbureau AFP. Myndighederne siger onsdag, at mens det værste af stormen er overstået, »er vi ikke helt ude af farezonen endnu«.

En af de dødfundne blev fundet ved et område, hvor en brandmand blev meldt savnet under tyfonens hærgen, oplyser Kieran McAnulty, som er New Zealands minister for katastrofehåndtering. De to andre blev fundet i Hawke’s Bay-regionen, som er et af de områder, som har været hårdest ramt af tyfonen. New Zealand erklærede tirsdag undtagelsestilstand i landet på grund af det voldsomme vejrfænomen.

De tre lig er endnu ikke blevet identificeret, men Kieran McAnulty gav alligevel sine »dybeste kondolencer til deres familier, til lokalsamfundene, alle frivillige og nødberedskabet«.

»Det her kommer uden tvivl til at ramme hårdt«, siger han og tilføjer:

»Desværre har vi mistet to liv, begge i Hawke’s Bay-området. Det er utroligt smerteligt for alle, som er involveret«.

Tyfonen har primært ramt den nordlige af de to primære newzealandske øer. Ud over at have kostet menneskeliv og skader har den også ramt øens elnet, hvor 225.000 kunder ifølge nyhedsbureauet Reuters onsdag stod uden strøm i deres hjem.

Beboere i de hårdest ramte områder opfordres desuden af myndighederne til at spare på vand og fødevarer, da der kan komme mangel på fornødenheder.

»Mens New Zealand står op denne morgen (onsdag, red.), er der dele af landet, som stadig står midt i effekten (af tyfonen, red.)«, siger Kerry Gregory, som er chef for New Zealands beredskab.

»Når vi ser på områder som Hawke’s Bay, omkring Wairoa eller Napier, når vi ser på Tairawhiti, kan vi se, at der er lokalsamfund, som stadig står midt i tyfonens skader«.

Dansker er forberedt

En af dem, der har været helt tæt på hændelserne, er den 32-årige dansker Camilla Madsen. Hun bor i den sydlige del af byen Auckland med sin newzealandske mand og deres to børn.

»I min ende har det ikke været helt vildt voldsomt. Der var højt vand, og man havde ikke lyst til at være udenfor. Men andre steder har det været rigtig vildt«, siger hun.

I slutningen af januar var landet ramt af oversvømmelser, der også kostede liv. Camilla Madsen fortæller, at de var bedre forberedt på tyfonen, end de var på oversvømmelserne.

»For to uger siden blev vores garage oversvømmet, og hvis det havde varet en time længere, så havde vores hus også været oversvømmet. Denne gang har vi været forberedt. Vi har haft sandsække denne gang, så der har kun været vand et trin op til huset«, siger hun.

Derudover har den 32-årige været klar til at forlade huset, hvis det blev nødvendigt.

»Jeg har to børn, jeg skal sørge for. Jeg havde nogle tasker parat, hvis vi skulle væk fra huset. Jeg havde også vand parat, hvis strømmen gik«, fortæller hun.

I lokalmiljøet har man også kunnet mærke, at der på kort tid har været flere alvorlige vejrhændelser.

»Jeg bor i en supergod by, hvor folk støtter hinanden. Der har for eksempel været en mand, der har brugt al sin tid og energi på at lave sandsække og køre med flere tusinde af dem«, siger Camilla Madsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her