En australsk turist mistede søndag aften livet, efter at han blev angrebet af en haj i det oversøiske franske territorium Ny Kaledonien.
Det skriver lokalmediet 1ère Nouvelle Calédonie ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Ny Kaledonien er en øgruppe i Stillehavet. Den ligger omtrent 1200 kilometer fra den australske østkyst, men er fransk territorium.
Den australske mand var svømmet omkring 150 meter ud fra stranden, der ligger ved øgruppens største by, Nouméa.
Ifølge det britiske medie BBC’s afdeling i Australien var både stranden og vandet fyldt med badegæster, da hajangrebet indtraf.
Vidner fortæller, at badegæsterne panisk flygtede mod stranden, da det stod klart, at en mand var blevet angrebet.
Efter angrebet blev den australske turist bragt ind til stranden af to redningsarbejdere på vandscootere. Efter flere forsøg på at genoplive ham stod det klart, at hans liv ikke stod til at redde.
Især hans ben var slemt beskadiget af flere hajbid.
ritzau




























