Adskillige personer er fanget i ødelagte bygninger, efter at nye skælv mandag ramte Tyrkiet og Syrien.
I byen Hatay er det lykkedes det lokale politi at redde et menneske ud af en treetagers bygning. Tre andre er fortsat fanget i bygningen, rapporterer tv-stationen HaberTürk ifølge Arab News. Blandt de indespærrede er angiveligt flere flyttefolk, der var i gang med at hjælpe med at redde møbler ud af en bygning, som blev beskadiget ved det meget kraftige jordskælv 6. februar.
Mindst seks mistede livet, da to skælv målt til 6,3 og 5,8 på Richterskalaen mandag eftermiddag rystede grænseområdet mellem Tyrkiet og Syrien.
De bekræftede dødsfald fandt sted i i Antakya, Defne og Samandag, oplyser Tyrkiets indenrigsminister, Süleyman Soyla. 294 andre blev såret, heraf 18 alvorligt. Disse områder var blandt de hårdest ramte ved det voldsomme jordskælv, der blev målt til 7,8 på Richterskalaen 6. februar. Her mistede mindst 47.000 mennesker livet.
Danmark sender 42 mobile boliger til jordskælvsramte TyrkietI Syrien menes omkring 470, der blev såret under mandagens skælv, at have søgt hjælp på lokale hospitaler.
Ali Mazlum, 18, gik og ledte efter savnede familiemedlemmer i murbrokkerne, da rystelserne ramte.
»Man ved ikke, hvad man skal gøre ... Vi greb fat om hinanden, og lige foran os begyndte murene at falde sammen«, fortæller han til det franske nyhedsbureau AFP.
Mehmet Salhaoglullari, der kommer fra en landsby nær Samandag, fortæller til HaberTürk, at han sad på en restaurant og spiste, da bygningen begyndte at ryste.
»Vi kastede os udenfor, og vi blev ved med at ryste bagefter«, fortæller han.
I den syriske by Idlib forberedte indbyggere sig mandag aften på at overnatte i parker og andre offentlige steder. Der opstod køer ved tankstationerne, da mange forsøgte at komme væk fra området i bil.
Fra et hospital i det nordlige Syrien, som drives af en sammenslutning af amerikanske og syriske læger, lyder det, at man blandt andet ydede lægehjælp til en syvårig dreng mandag aften. Han fik et hjerteanfald, angiveligt forårsaget af frygt, der blev udløst af det nye skælv, skriver Arab News.
Den øverste chef for Verdenssundhedsorganisationen, WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus, siger i en udtalelse, at han er »bekymret over de fortsatte efterskælv« i Tyrkiet og Syrien.
»Udsendte fra WHO støtter sundhedspersonale og mobile klinikker i begge lande med medicinsk udstyr, så de kan yde hurtig hjælp til mennesker med behov for hjælp«, siger han.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, oplyser, at arbejdet med at genopbygge området vil begynde i næste måned.
Tyrkiets regering vil bygge 200.000 boliger efter jordskælvfortsæt med at læse




























