Den omstridte russiske Wagner-gruppe mangler ammunition i Ukraine. Leder af gruppen kalder det højforræderi.

Wagner-soldater »falder som fluer«: Prigosjin i hård anklage om ammunitionssabotage

Jevgenij Prigozjin fotograferet ved en begravelse for en Wagner-soldat i Sankt Petersborg i december.  Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Jevgenij Prigozjin fotograferet ved en begravelse for en Wagner-soldat i Sankt Petersborg i december. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Wagner-gruppen er i krig for Rusland blandt andet ved byen Bakhmut i den ukrainske region Donetsk. Men Rusland lader gruppen i stikken.

Det siger Jevgenij Prigosjin, som er grundlægger og leder af Wagner-gruppen, på det sociale medie Telegram torsdag.

Det skriver Reuters.

Prigosjin siger, at Rusland ikke leverer ammunition til Wagner-gruppen og kalder det ’højforræderi’.

»Der er direkte modstand (mod at bevæbne Wagner-krigere, red.). Det kan sidestilles med højforræderi«, siger Prigosjin.

Ifølge lederen af Wagner-gruppen har højtstående embedsmænd i Rusland desuden afvist en forespørgsel fra gruppen om særligt graveudstyr til at grave skyttegrave.

»Hærchefen og forsvarsministeren giver ordrer til højre og venstre. Ikke bare om ikke at give Wagner-gruppen ammunition, men også med ikke at hjælpe med lufttransport«, siger Prigosjin.

Wagner-soldater »falder som fluer«

Han beskylder toppen af det russiske militær for, at ’folk skal dø, når det er belejligt for dem’.

Prigosjin tilføjer, at Wagner-gruppens soldater ’falder som fluer’ på grund af manglende militært isenkram, oplyser Reuters.

Tirsdag aften afviser det russiske forsvarsministerium, at det tilbageholder ammunition for ’frivillige’ ved fronten –

uden at nævne Wagner-gruppen ved navn. Det skriver Reuters.

Ruslands præsident Putin talte til den russiske nation tidligere tirsdag. Her sagde Putin blandt andet:

»Jeg vil gerne understrege, at vi skal slippe af med alle modsætninger, formaliteter, misforståelser og anden nonsens«.

Prigosjin har – ifølge Reuters – efterfølgende udtalt, at han ikke så præsidentens tale, fordi han havde travlt.

Det er ikke første gang, at Prigosjin angriber det russiske forsvar verbalt.

Fredag beskyldte lederen af Wagner-gruppen Ruslands »monstrøse militære bureaukrati« for at være med til at sænke farten på landets offensiv i Ukraine.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her