Det vil ikke længere være tilladt at brænde koraner af under demonstrationer i Sverige. Men det kan være ulovligt at forbyde, vurderer ekspert. Politiets forbud omfatter ikke andre hellige bøger.

Avis: Svensk politi forbyder afbrænding af koraner. Andre hellige bøger må der stadig gerne sættes ild til

Rasmus Paludan brændte en Koran under en demonstration ud for den tyrkiske ambassade i Stockholm den 21. januar. Nu vil svensk politi forhindre den slags. Foto: Tt News Agency/Ritzau Scanpix
Rasmus Paludan brændte en Koran under en demonstration ud for den tyrkiske ambassade i Stockholm den 21. januar. Nu vil svensk politi forhindre den slags. Foto: Tt News Agency/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

De folkevalgte i den svenske riksdag vil ikke forbyde afbrænding af koraner. Det behøver de heller ikke. Det gør politiet for dem.

Det skriver avisen Dagens Nyheter, som har fået fat i dokumenter om forbuddet. Det omfatter alene koraner. Andre hellige bøger er ikke omfattet, skriver avisen.

Afsløringen af særbehandlingen kommer i kølvandet på den dansksvenske politiker Rasmus Paludans demonstration foran Tyrkiets ambassade i januar, hvor han blandt andet satte ild til et eksemplar af bogen. Demonstrationen udløste betydelig vrede i blandt andet Tyrkiet, hvor landets præsident, Recep Tayyip Erdogan, reagerede ved at forhale forhandlingerne om at lade Sverige blive medlem af forsvarsalliancen Nato.

Rasmus Paludan kaster Sverige ud i hidtil største krise med Tyrkiet

Siden begyndte politiet at afvise at give tilladelse til flere demonstrationer, hvor arrangørerne ville brænde muslimernes hellige bog af.

I begyndelsen af februar nåede politiets jurister frem til, at koranafbrænding ikke længere kan tillades i Sverige. Det sker takket være det, der ifølge dokumenterne beskrives som en »ekstensiv læsning af ordensbekendtgørelsen«, fremgår det. Den indebærer ifølge Dagens Nyheter, at det ikke alene handler om sikkerhedsrisikoen ved arrangementet. Der skal også ses på, om der sker noget som helst i udlandet – eventuelt engang i fremtiden – som følge af aktionen.

Det er imidlertid ikke en fortolkning, der holder, vurderer Henrik Wenander, der er professor i offentlig ret ved universitetet i Lund: »Jeg har svært ved at se, at politiets beslutning kommer til at holde. Den følger ikke loven«.

Ville vise Erdogan, at han tog fejl

Kulturforeningen Apallarkerna, der ifølge sin egen beskrivelse kæmper for frihed, håbede at kunne forhindre Sveriges optagelse i Nato ved at brænde en koran af, forklarede formanden Chris Makaoundoul til fjernsynsstationen SVT.

»Vi er imod Nato-ansøgningen. Vi har egentlig ingen interesse i at krænke muslimer, men når Erdogan siger, at han står over den svenske grundlov, vil vi vise, at det gør han ikke«, siger han.

Kulturforeningen fik et nej til at brænde en Koran i begyndelsen af februar. Den afvisning vil nu blive indbragt for forvaltningsretten, der håndterer sager om myndigheders magtanvendelse over for borgerne. Også justitsombudsmanden er blevet bedt om at se på, om det svenske politi med sine afslag har krænket ytringsfriheden.

Det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, har efter Paludans koranafbrændinger advaret om, at »truslen om attentater fra aggressiv islamistisk ekstremisme« består.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her