Tyrkiets præsident er blevet kritiseret for, at hjælpen var længe om at nå frem til jordskælvsramte områder.

Erdogan undskylder for forsinket hjælp til jordskælvsofre

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, besøgte mandag Adiyaman-provinsen, hvor han undskyldte for de forsinkelser, der har præget nødhjælpen efter jordskælvet 6. februar og de efterfølgende efterskælv. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, besøgte mandag Adiyaman-provinsen, hvor han undskyldte for de forsinkelser, der har præget nødhjælpen efter jordskælvet 6. februar og de efterfølgende efterskælv. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Redningsarbejdet forløb ikke, som det burde, efter det voldsomme jordskælv, der ramte det sydøstlige Tyrkiet 6. februar. Det erkender Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, som beder om tilgivelse for de forsinkelser, som har præget nødhjælpen, siger han mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Særligt var der problemer med redningsindsatsen i Adiyaman, der både er navnet på en by og en provins i det sydøstlige Tyrkiet.

»På grund af skælvenes altødelæggende virkning og det dårlige vejr var vi ikke i stand til at arbejde sådan, som vi gerne ville, de første dage i Adiyaman. Det undskylder jeg for«, siger Erdogan.

Den tyrkiske præsident henviser med »skælvene« til, at Tyrkiet foruden det store jordskælv 6. februar er blevet ramt af en lang række efterskælv i de efterfølgende dage og uger. Alene i Tyrkiet har 44.000 mennesker mistet livet. I nabolandet Syrien har mindst 6.000 mistet livet som følge af skælvene.

Lokale var utilfredse

I dagene efter jordskælvet talte nyhedsbureauet AFP med de lokale i Adiyaman. Her udtrykte de stor utilfredshed med den manglende hjælp.

»Jeg så ingen før klokken 02 (om natten, red.) på andendagen efter jordskælvet. Ingen regering, ingen stat, ingen politi, ingen soldater. Skam jer! I efterlod os alene«, lød det fra den lokale borger Mehmet Yildirim den 10. februar – altså fire dage efter jordskælvet.

Katastrofen ramte på et strategisk uheldigt tidspunkt for præsident Erdogan. Tyrkiet skal til parlaments- og præsidentvalg i maj. Erdogan forsøgte op til jordskælvet ihærdigt at genvinde befolkningens tiltro til ham efter adskillige hårde måneder med stor økonomisk ustabilitet og ekstremt høj inflation i Tyrkiet. Præsidenten har været ved magten i mere end 20 år.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her