Et godstog og et passagertog er kollideret i det centrale Grækenland. Stationsforstander er anholdt efter ulykken.

»Så var der panik. Kabler og ild«: Tog fra Athen i voldsom ulykke – mange er dræbt

Lyt til artiklen

Mindst 36 mennesker har mistet livet, og mindst 85 er blevet kvæstet i en togulykke i Grækenland.

Det oplyser Vassilis Varthakogiannis, som er talsmand for landets brandvæsen, i udtalelser på tv natten til onsdag.

Ulykken skete, da et passagertog fra Athen på vej mod Thessaloniki kolliderede med et godstog i det centrale Grækenland. Nærmere bestemt skete ulykken i området omkring Tempe, der ligger tæt på byen Larissa.

Guvernøren i regionen Thessalien, hvor ulykken fandt sted, Konstantinos Agorastos, fortæller, at de to tog kolliderede med fronten mod hinanden.

»Sammenstødet var meget kraftfuldt. Den ene togfører vidste ikke, at den anden kom kørende på samme spor«, siger han.

Omkring 250 personer blev evakueret fra ulykkesstedet og kørt til byen Thessaloniki omkring 150 kilometer fra ulykkesstedet med busser. Flere passagerer var ikke ved bevidsthed, da de blev bragt ud af vognene, oplyser myndighederne.

Mindst to vogne brød i brand efter ulykken. På billeder fra ulykkesstedet kan man se, hvordan krøllede vogne på siden ligger med ødelagte ruder ved siden af sporet.

.

Ledte med lommelygter efter fastklemte

Video fra ulykkesstedet viser redningsarbejdere med lommelygter, mens de leder efter fastklemte passagerer i de ødelagte togvogne.

»Der var panik i vognen. Folk skreg«, siger en ung mand, der er blevet evakueret, til den græske TV-station Skai TV.

»Vi hørte et højt brag. Ti mareridtsagtige sekunder, siger Stergios Minenis, en 28-årig passager.

»Vi blev kastet om på siden. Så var der panik. Kabler og ild. Ilden kom med det samme, og da vi vendte os, blev vi forbrændt. Der var ild til højre og venstre«, fortsætter han.

Hændelsen i Grækenland kommer som en overraskelse for souschef for Havarikommissionen og leder for jernbaneenheden Bo Haaning, da han hørte om togkollisionen.

Han peger på, at der generelt er ret høje standarder for den internationale togsikkerhed i Europa, hvor de europæiske jernbaner i øvrigt er i gang med etablering af det nye, fælleseuropæiske togkontrolsystem ERTMS.

»Alle toge bliver fulgt via GPS, så man ved, hvor på strækningen togene er, og systemet forhindrer sammenstød og sikre, at andre toge ikke kører ind i et sporafsnit, hvor der er et andet tog«, siger han.

På strækninger uden ERTMS er sikkerhedssystemerne i europæiske lande meget forskellige, men Bo Haaning understreger »at hvis sikkerhedssystemerne fungerer, som de skal, så bør det her ikke ske«.

Ambassadør er tryg ved græsk togtransport

Det er den første togulykke, der er sket i de snart fem år, Klavs Holm har været dansk ambassadør i Athen. Derfor mener han heller ikke, at der er grund til at være bange for at køre med tog, hvis man som dansker er i Grækenland.

»Tog er et meget anvendt transportmiddel mellem Athen og Thessaloniki, og der er intet, som peger på, at man skal være nervøs for at transportere sig med tog i Grækenland«, siger ambassadøren.

Det ligger endnu ikke klart, hvordan togene endte på samme spor for derefter at ligge stille ved siden af sporet. Men det kan ikke udelukkes, at der er sket en menneskelig fejl.

»I de græske medier spekuleres der i, om der er sket en fejl ved et manuelt sporskifte. Men det er alt for tidligt at sige noget om, hvorvidt det virkelig var en menneskelig fejl«, siger Klavs Holm.

Stationsforstanderen i Larisa blev onsdag anholdt. Det fremgår ikke, hvad han er anholdt for, men ifølge en talsmand fra det lokale politi vil det snart blive oplyst, hvilke sigtelser det drejer sig om.

og Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her