Han er i al hast sendt på hospitalet med hjerteproblemer, men regimet i Bahrain vil ikke lade ham tilse af en hjertespecialist. Derfor vil Abdulhadi al-Khawaja – Bahrains mest prominente samvittighedsfange – nu til Danmark, hvor han også har statsborgerskab, for at få medicinsk hjælp.
Det er 12 år siden, at Khawaja under det arabiske forår blev fængslet for at anføre den lille oliestats populære demokratibevægelse. Han var året efter tæt på at miste livet under en sultestrejke. FN mener, at han aldrig skulle være fængslet. USA, der har en flådebase i Bahrain, har prøvet at få ham løsladt. Det har Danmark også.
Men han er stadig indsat i Jaw-fængslet uden for Manama – på livstid.
Tirsdag aften blev han i ambulance kørt på skadestuen på grund af, hvad familien kalder akutte hjerteproblemer. Han blev kørt til et militærhospital, hvor han ifølge menneskeretsorganisationer tidligere har været torteret.
Bahrain vil hellere have ham bag egne tremmer end at løslade ham til Danmark, hvor han levede med sin familie i 1990’erne, og hvor to af hans døtre i dag bor igen. Begge døtre er aktivister for menneskerettigheder ligesom deres far.
Familien har bedt det danske Udenrigsministerium om at sørge for, at Khawaja ikke mister livet, fordi han ikke får adgang til den hjertespecialist, han har bedt om at få hjælp af.
Døtrene og familien i Manama er bange for, at han risikerer et hjertestop.
En af Khawajas døtre, Maryam al-Khawaja, siger: »Hvordan kan dette ikke føles som andet, end at Bahrains regime forsøger at myrde min far? Jeg ønsker ikke, at min far bliver sendt til vores familie i en kiste. Vi har brug for, at Bahrains allierede, nemlig Vesten, gør en forskel, før det er for sent«.
Politiken har spurgt Udenrigsministeriet ind til, hvad ministeriet kender til og gør i sagen. I et kort skriftligt svar lyder det, at »Udenrigsministeriet og ambassaden i Riyadh yder konsulær bistand i sagen, men af hensyn til tavshedspligten i personsager kan vi ikke give yderligere oplysninger«.
FN opfordrer til dansk pres
FN’s særlige rapportør for menneskeretsforkæmpere, Mary Lawlor, opfordrede for et halvt år siden den danske regering til mere højlydt at kræve al-Khawaja løsladt eller overført til Danmark. Han blev i foråret 2011 arresteret under en meget voldsom tilbageholdelse for at kritisere det enevældige kongedømme og for at kræve demokrati. Under arrestationen brækkede politiets agenter hans kæbe.
Kravet om demokrati blev afvist. Khawaja er idømt livsvarigt fængsel. I fængslet har han været udsat for tortur.
Al-Khawaja er fængslet »for at opildne til had og foragt for regimet, opfordre til ulydighed mod regeringen, formidling af falske nyheder, besiddelse af publikationer, der fremmer en omstyrtelse af det politiske system, offentlig fornærmelse af kongedømmets militær og organisering og deltagelse i uautoriserede og ulovlige demonstrationer«, som det hedder i en rapport fra FN.
Danske diplomater har ofte besøgt al-Khawaja i fængslet.
fortsæt med at læse


























