Flere er dræbt og flere såret efter en skudepisode i Hamburg. Det skriver flere tyske medier, som kalder skyderiet »et blodbad«.
Skyderiet fandt ifølge mediet RTL sted i bydelen Alsterdorf i den nordlige del af den tyske millionby.
Ifølge flere medier blev der åbnet ild mod et lokale tilhørende Jehovas Vidner. Tysk politi bekræfter kun, at der er skudt mod en kirke ved 21-tiden, og at flere af ofrenes tilstand er livstruende.
Der er ikke oplysninger om, at gerningspersonen – eller gerningspersonerne – er blevet pågrebet.
Svært bevæbnede betjente er massivt til stede i området. Det samme er redningsfolk. Flere tyske medier skriver, at mindst seks personer er dræbt, og at der kan være op imod 30 ofre i alt. Det er endnu ikke tal, der er bekræftet af myndighederne.
Til gengæld opfordrer politiet borgere til at undgå området, og der skulle ifølge de tyske medier Bild og RTL være blevet udsendt en advarsel om »ekstrem fare«.
Baggrunden for skyderiet er endnu uklar. Omkringliggende hospitaler er ifølge tyske medier i alarmberedskab.
En journalist fra dpa på stedet oplyser, at redningsarbejdere bærer folk ud af bygningen, som tilhører Jehovas Vidner.
»De døde har alle skudsår«, siger en talsmand for politiet.
Sikkerhedskilder oplyser til dpa, at skyderiet anses for at være en »isoleret hændelse«
Opdateres
Ritzau/Politiken
fortsæt med at læse




























