En gruppe russiske hustruer og mødre kritiserer nu offentligt den måde, Rusland fører krig på.
De beder præsident Putin om at stoppe med at sende deres mænd og sønner »til slagtning«, uden at de har tilstrækkelig uddannelse, og uden at de har tilstrækkelige forsyninger.
I en video, som er blevet delt af den uafhængige russiske Telegram-kanal SOTA, siger kvinderne, at deres kære i begyndelsen af marts blev »tvunget til at slutte sig til overfaldsgrupper«, selv om de kun har haft fire dages træning, siden de blev mobiliseret i september.
Videoen viser 20 kvinder, der holder et skilt på russisk, hvor der står ’580 Separate Howitzer Artillery Division’. Videoen er dateret 11. marts 2023.
»Min mand ... er placeret på kontaktlinjen med fjenden. Vores mobiliserede (mænd) bliver sendt som lam til slagtning for at storme befæstede områder – fem ad gangen mod 100 tungt bevæbnede fjender«, fortsætter hun ifølge den amerikanske tv-station CNN.
Kvinderne protesterer ikke mod, at deres mænd er blevet sendt i krig, men siger:
»De er parate til at tjene deres hjemland, men kun til det, de er trænet til. Ikke som stormtropper. Vi beder dig trække vores mænd tilbage fra kontaktlinjen og forsyne artilleristerne med artilleri og ammunition«.
CNN har ikke været i stand til at få bekræftet påstandene fra gruppen af kvinder i videoen.
Unge mænd flygter
Rusland har sendt hundredtusindvis af mænd af sted for at kæmpe i Ukraine. Det har mødt protester og har fået især unge mænd til at flygte fra landet. Russiske tropper har også lagt en video på sociale medier, som afslører, hvad der foregår bag linjerne. Den viser unge mænd, der sover på tynde måtter i en gymnastiksal, og nogle af dem ser ud til at have drukket.
Andre familier til russiske mænd har kritiseret mobiliseringen og siger, at den er plaget af problemer som mangel på disciplin, mangel på lederskab fra officerer, ikkeeksisterende uddannelse, logistiske vanskeligheder, utilstrækkelige uniformer, dårlig mad og mangel på medicinske forsyninger.
Sent lørdag offentliggjorde tænketanken Institute for the Study of War (ISW) sin seneste rapport om udviklingen i krigen. Ifølge den har der ikke været bekræftede fremskridt fra russiske styrker i byen Bakhmut. Byen er blevet kendt som ’kødhakkeren’, fordi så mange er blevet dræbt, og det er den by, hvor de tungeste slag er blevet udkæmpet de seneste måneder.
»Ukrainske og russiske kilder fortsætter med at rapportere om hårde kampe i byen, men Wagner-gruppens krigere bliver sandsynligvis stadig mere fastklemt i byområder (...) og har derfor svært ved at gøre betydelige fremskridt«, skriver ISW. Lørdag sagde Wagner-lejehærens chef dog, at hans styrker var tæt på byens centrum.
fortsæt med at læse




























