Gennem flere måneder har britisk politik været på bemærkelsesværdigt lavt blus. Kedeligt nærmest, i hvert fald sammenlignet med de seneste års permanente bålafbrænding. Men det ændrede sig onsdag eftermiddag, da Boris Johnson-showet vendte tilbage til Underhuset.
Den tidligere premierminister var indkaldt til at tale til det parlamentsudvalg, som er ved at undersøge, om Boris Johnson vildledte Underhuset, da han gentagne gange sagde, at alle regler og retningslinjer blev overholdt under coronaepidemien, hvor der blev holdt fester i regeringskontorerne, mens resten af samfundet var nedlukket.




























