Ron DeSantis, Floridas guvernør og den største rival til Donald Trump i det republikanske parti, laver nu en kovending i forhold til Ukraine.
Det er klart, at Rusland invaderede Ukraine. Og det er forkert...
I sidste uge vakte han opsigt på Fox TV ved at omtale Ruslands invasion af Ukraine som en jævn »territorial-strid«, der ikke kunne betragtes som et vitalt spørgsmål for USA. Det kom efter, at han tidligere har kritiseret Biden og Kongressen for en ukritisk våbenhjælp til Ukraine.
»USA har mange vitale nationale interesser … men at blive yderligere involveret i en territorial strid mellem Ukraine og Rusland er ikke én af dem«, sagde han ifølge CBS og Fox.
Men sådan skal det heller ikke forstås, erklærede DeSantis torsdag. Medierne måtte have misforstået ham.
»Det er klart, at Rusland invaderede Ukraine. Og det er forkert«, erklærer han nu.
»De (Rusland, red.) invaderede Krim og tog denne halvø i 2014. Det var forkert«, tilføjer han.
Og nu stempler DeSantis klart Ruslands præsident som »en krigsforbryder«.
Florida-guvernøren er ifølge meningsmålinger den eneste politiker i det republikanske parti, der realistisk kan udfordre Donald Trump som kandidat ved det kommende præsidentvalg i 2024. Han har endnu ikke bekræftet, at han stiller op.
Trump er citeret for, at Putin slet ikke ville have invaderet Ukraine, hvis han, altså Trump, havde været USA’s præsident. Han ville have sikret forhandlinger, der lod Rusland overtage dele af det østlige Ukraine for at undgå krig.
Kritik inden for partiet
Ron DeSantis’ forsøg på at minimere den blodige krig til en mindre strid om territorier blev i USA opfattet som et forsøg på ikke at ligge for langt fra Trump og på at imødekomme en voksende amerikansk skepsis overfor USAs våbenforsyninger til Ukraine.
Men DeSantis blev mødt af skarp kritik – ikke kun fra Ukraines præsident Zelenskyj, men også fra amerikanske kongresmedlemmer, som står fast på, at Ukraines forsvar også er et forsvar af vestlig frihed.
»Den hurtigste vej til fred er at hjælpe Ukraine med at vinde krigen«, erklærede tidligere vicepræsident Mike Pence.
Og nu pointerer DeSantis, igen på Fox TV, at ukrainerne har ret til hele deres land, også til Donbas og til Krim-halvøen. Begge dele er i øjeblikket under russisk besættelse.
»Hvis jeg kunne klare det med et knips med fingrene, ville jeg give det tilbage til Ukraine 100 pct.«
Alligevel undgår DeSantis ikke en tvivl om sin holdning til USA’s engagement. Han konstaterer, at USA øger sit våbenbidrag, men tager afstand fra indsættelsen af amerikanske soldater i Ukraine. Det er der dog heller ingen mulige præsidentkandidater, der har foreslået. »Men det var, hvad jeg forsøgte at sige«.
Rusland »tog fejl ved sin invasion af Ukraine. De havde ikke ret til at tage Krim«, siger De Santis – nu.
fortsæt med at læse




























