Donald Trumps foretrukne forsvar er angreb med voldsom kraft. Hans skyts er ofte at beskylde sine modstandere for at gøre præcis det, han i virkeligheden selv gør.
Som reaktion på den historiske tiltale mod ham i forbindelse med hans betalinger af tys-tys-penge til en tidligere pornoskuespiller har Trump fået republikanerne med på et fælles angreb på den offentlige anklager på Manhattan, Alvin Bragg. Som med én mund beskylder de Bragg for at være et våben, der fjernstyres af præsident Joe Biden eller den jødiske finansmand George Soros – eller begge – for at få ram på deres politiske hovedmodstander: Trump. Retsstaten med dens uafhængige juridiske system er sat ud af kraft, påstår de.


























