En 21-årig mand sigtes for på uautoriseret vis at have fjernet, opbevaret og videregivet fortrolige dokumenter og materialer.
Det meddeler dommer David Hennessy ved den domstol i Boston, hvor vedkommende fremstilles fredag eftermiddag dansk tid, ifølge nyhedsbureauet Reuters og tv-stationen CNN.
Den 21-årige talte kun to gange under den korte fremstilling fredag.
Han svarede to gange ’ja’ til dommerens spørgsmål om, hvorvidt han har forstået sin ret til at forholde sig tavs, og til et spørgsmål om udfyldelse af et skema, der giver ham ret til at få en advokat på statens regning.
Den 21-årige mand blev ført ind i retslokalet i Boston med hænderne i håndjern.
Han mistænkes for at stå bag en lækage af følsomme dokumenter om blandt andet krigen i Ukraine. Han blev anholdt i delstaten Massachusetts torsdag.
Der er tale om mindst 50 og muligvis over 100 hemmeligstemplede dokumenter, skriver britiske BBC.
Den 21-årige fik adgang til dokumenterne i kraft af sit arbejde i efterretningsafdelingen i Air National Guard. Det er en føderal reservestyrke knyttet til USA’s luftforsvar.
Han har haft adgang til tophemmeligt materiale siden 2021, fremgår det ifølge CNN af sagsakterne. Amerikansk politi mener, at han begyndte at poste noget af materialet i en lukket gruppe på nettet i december 2022.
Amerikanske medier begyndte at skrive om lækagen den 6. april. Kort efter foretog den 21-årige en søgning efter ordet ’læk’ på sin arbejdscomputer. Det fremgår ifølge BBC af retsdokumenter.
Myndighederne formoder, at han forsøgte at finde ud af, hvem de amerikanske efterretningstjenester havde mistænkt for at stå bag offentliggørelsen af de følsomme dokumenter.
Hvis han kendes skyldig i de foreløbige anklager, risikerer han op til ti års fængsel. Der kan dog komme flere sigtelser mod ham, hvilket vil give ham risiko for en strengere straf.
Der er tale om den mest alvorlige læk af fortrolige efterretninger i USA, siden WikiLeaks lækkede hundredtusinder af dokumenter i 2010, skriver Reuters.
USA’s justitsministerium har begæret den sigtede varetægtsfængslet. Det spørgsmål skal afgøres ved et nyt retsmøde onsdag, skriver Reuters.
ritzau
fortsæt med at læse




























