Helt ærligt, Einat Weizman ved ikke, hvad hun tror på. Hun ved derimod, hvad hun ikke tror på. Og hun ved, at det, hun ser for sine øjne, er helt umuligt, helt uholdbart og især: Helt urimeligt.
Den lille, stærke israelske dramatiker er lige nu aktuel på en københavnsk teaterscene med sit stykke ’Besættelsens fanger’, som hun i flere år slet ikke kunne få opført i sit hjemland. Siden kunne det spille nogle få gange på lukkede scener – uden medier, uden anmeldelser, uden reklame.