»Ruslands angrebskrig mod Ukraine er ledsaget af en stadigt stærkere undertrykkelse af oppositionen i selve Rusland«.
Sådan skriver Amnesty International om forholdene under den russiske præsident Vladimir Putins styre. Menneskeretsorganisationen beskriver et samfund, hvor forfølgelsen af krigsmodstandere er taget til, hvor tortur og anden mishandling er udbredt, og hvor det ofte er umuligt at få en retfærdig rettergang. Resultatet er, at regimet har travlt med at straffe mennesker, som tager afstand fra krigen mod Ukraine.




























