Antallet af døde i massegrave ved Good News International Church stiger fortsat. Og de få overlevende vil ikke reddes. En kvinde vendte hovedet væk fra redningsholdet, en mand kaldte dem fjender.

Retsmedicinere gør chokerende fund: Dødstallet i kult-kirke nærmer sig 100

Foto: Yasuyoshi Chiba/Ritzau Scanpix
Foto: Yasuyoshi Chiba/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret onsdag aften klokken 23.15 med nyt dødstal.

Antallet af dødsofre for en kult i Kenya, hvis leder er anklaget for at have fået folk til at sulte sig ihjel, er onsdag steget til 95, meddeler en regional embedsmand i kystbyen Malindi, hvor politiet er i færd med at åbne massegrave.

»Vi har foretaget fem udgravninger. Dermed er det samlede antal døde oppe på 95«, siger regionskommissær Rhoda Onyancha på et pressemøde.

De omkomne har tilsyneladende været medlemmer af kulten Good News International Church, hvor lederen påstod, at de ville møde Gud, hvis de sultede sig.

Dybt berørte slægtninge til ofrene er samlet på et hospital i Malindi i håb om at få at vide, om deres familiemedlemmer er blandt de ofre, der er fundet i massegravene.

En af dem er den 16-årige Issa Ali. For tre år siden tog hans mor ham med til Shakahola-skoven, hvor kulten levede. Han fortæller, at han fik tæsk af kultleder Paul Mackenzie Nthenge, da han forsøgte at komme væk fra kulten. Til sidst reddede Issa Alis far ham ud.

»Sidste gang, jeg så min mor, var i februar«, siger teenagedrengen.

»Hun var så svag, da jeg sidst så hende«, tilføjer han.

Fik tip af lokale

De første grave blev ifølge BBC fundet, fordi menneskerettighedsorganisationen Haki Africa var blevet tippet af lokale om, at noget var galt.

Hussein Khalid, som leder organisationen, alarmerede myndighederne i slutningen af sidste uge. De måtte skære sig igennem krattet for at komme ind til ejendommen, hvor de fandt de første grave.

Ifølge lokale medier er folk nu begyndt at dukke op for at lede efter forsvundne familiemedlemmer. De frygter, at deres kære har været del af kulten. Ifølge BBC har Røde Kors efterlysninger af 112 personer.

Ud over de mange døde er også en række afkræftede, udsultede mennesker fundet. Mindst 29 mennesker er blevet kørt på hospitalet.

Flere af den ønskede ikke at blive reddet. Hussein Khalid fortæller til BBC, hvordan en kvinde i slutningen af 20’erne, afkræftet og med indsunkne øjne, ikke ønskede hjælp. Da redningsholdet ville give hende enkelte mundfulde af vand iblandet glukose, lukkede hun munden i. Kvinden blev bragt på hospitalet.

En anden overlevende var en mand i 40’erne, som kunne tale. Han sagde, fortæller Khalid, at han ikke havde behov for at blive reddet, at han var ved sine fulde fem og ville lades alene. Han havde kaldt redningsholdet »fjender«, som ville forhindre ham i at komme i himlen.

Leder har afvist anklager

Lederen af kulten hedder Paul Mckenzie Nthenge, nogle gange bare omtalt som Paul Mckenzie. Han har tidligere været anholdt i forbindelse med to mindreåriges mistænkelige dødsfald. De havde også sultet sig.

Paul Mckenzie har tidligere nægtet at have noget med Good News International Church at gøre længere.

Ifølge den lokale avis The Star har han sagt, at han lukkede kirken i 2019 efter 16 år. En stemme havde fortalt ham, at hans opgave var fuldendt.

Ifølge avisen The Nation har politiet anholdt en mand, som mistænkes for at have arbejdet sammen med kultens leder.

Manden blev anholdt på en ejendom på området, som Mckenzie ejer. Manden var ikke fastende, men han læste Bibelen, da han politiet kom.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her