Den tidligere lejesoldat i Wagner-gruppen Andrej Medvedev skal i dag ved retten i Oslo svare på anklager om, at han var involveret i et barslagsmål, modsatte sig anholdelse og var bevæbnet med en luftpistol.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den 26-årige russiske mand krydsede den russisk-norske grænse i januar og har talt offentligt om den tid, hvor han i den private militærgruppe kæmpede side om side med russiske styrker i Ukraine.
Han har søgt om asyl i Norge.
Medvedev vil ifølge sin advokat, Brynjulf Risnes, erklære sig skyldig i at besidde en luftpistol og ikkeskyldig i en række andre anklager. Det er ikke blevet specificeret hvilke.
Andrej Medvedev skulle angiveligt have været i et slagsmål med én anden person ude foran en bar i Oslo 22. februar.
Da politiet ankom, lyder det i anklageskriftet, modsatte han sig anholdelse og sparkede mindst én betjent.
I en separat hændelse 14. marts er han anklaget for at medbringe en luftpistol til en bar.
»Vi håber at undgå fængselsstraf«, siger Brynjulf Risnes.
Den maksimale straf for at modsætte sig anholdelse er tre år i fængsel.
Bliver han dømt, betyder det ikke nødvendigvis, at Medvedev vil blive udvist fra Norge.
Ifølge de norske immigrationsmyndigheder kan asylansøgere, der bliver dømt for voldelige forbrydelser, i stedet for permanent opholdstilladelse få en midlertidig opholdstilladelse.
Medvedev er i løbende dialog med Kripos, en særlig efterforskningsenhed i norsk politi, som beskæftiger sig med alvorlig kriminalitet og efterforsker krigsforbrydelser.
De skulle have talt om hans tid i Wagner. Rusland afviser at have begået krigsforbrydelser i Ukraine.
Medvedev fortalte i februar Reuters, at han havde kæmpet i regionen omkring Bakhmut, der længe har været centrum for blodige kampe mellem Ukraine og Rusland.
Det har ikke været muligt at be- eller afkræfte hans påstande.
ritzau
fortsæt med at læse




























