Det amerikanske forbundspoliti FBI manglede ’reelle beviser’ for at efterforske tidligere præsident Donald Trumps valgkamp i 2016 og forlod sig i for høj grad på tip, de havde fået fra hans politiske modstandere.
Det er konklusionen i en rapport, der er lavet af statsadvokat John Durham og udgivet mandag.
Durham har gransket baggrunden for den såkaldte Rusland-undersøgelse, der omhandlede russiske indblanding i præsidentvalget i 2016.
Rapporten markerer slutningen på en fire år lang kulegravning, der blev igangsat i 2019 af daværende justitsminister, William Barr.
Barr udpegede Durham til at undersøge, om FBI havde begået fejl, da de igangsatte Rusland-undersøgelsen.
Konklusionen på Rusland-undersøgelsen blev præsenteret af specialefterforsker Robert Mueller i marts 2019. Konklusionen var, at der ikke var beviser for en kriminel sammensværgelse mellem Trumps valgkamp i 2016 og Rusland.
ritzau



























