Artiklen er opdateret kl. 8.12.
»Russiske diamanter varer ikke evigt«.
Sådan siger Charles Michel, præsident for EU, på G7-topmødet, som i disse dage finder sted i den japanske by Hiroshima mellem verdens førende industrialiserede lande.
»Vi vil begrænse handlen med russiske diamanter«, siger præsidenten ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
Rusland er blandt verdens største eksportører af uslebne diamanter. Ifølge det amerikanske medie CNBC importerede EU’s medlemslande russiske diamanter for omkring halvanden milliard dollar i 2022. Det svarer til godt 10,3 milliarder danske kroner. Belgien er en af verdens største importører af russiske diamanter. Også Indien og De Forenede Arabiske Emirater er blandt de største importører.
Storbritanniens premierminister, Rishi Sunak, sagde tidligere torsdag aften dansk tid, at man også også i Storbritannien vil indføre lignende begrænsninger. Her indføres der begrænsninger mod diamanter, aluminium, nikkel og kobber.
»Som dagen i dags sanktioner demonstrerer, står G7-landene samlet mod truslen fra Rusland og urokkeligt på vores støtte til Ukraine«, siger Rishi Sunak natten til fredag dansk tid.
Zelenskyj deltager
Også USA retter nye sanktioner mod den russiske »krigsmaskine«, siger en højtstående amerikansk embedsmand ifølge nyhedsbureauet AFP forud for G7-topmødet i Japan. Alle G7-landene er på vej med flere sanktioner mod Rusland, siger embedsmanden, der udtaler sig til journalister på betingelse af anonymitet.
Vedkommende betegner den kommende pakke af sanktioner fra USA som noget, der vil »gøre det endnu sværere for Rusland at holde sin krigsmaskine i gang«.
»Det vil afskære omkring 70 foretagender fra Rusland og andre lande fra at modtage amerikansk eksport«, siger embedsmanden og tilføjer:
»Dertil kommer op mod 300 nye sanktioner mod enkeltpersoner, firmaer, skibe og fly«.
De nye sanktioner har også til formål at lukke de smuthuller, der har gjort, at Rusland har været i stand til at omgå nogle af de hidtidige sanktioner, siger embedsmanden ifølge nyhedsbureauet dpa.
Økonomer er ifølge AFP uenige om, hvor effektive vestlige sanktioner mod Rusland har været. Den russiske økonomi skrumpede med 2,1 procent i 2022 – en tendens, der er fortsat i 2023. Den russiske regering har dog tilpasset sig det nye verdensbillede og i stedet set mod andre store handelspartnere som for eksempel Kina.
G7-topmødet varer fra fredag 19. maj til søndag 21. maj. Lederne skal også drøfte Kinas stigende militære og økonomiske magt i løbet af de tre dage, topmødet varer. På topmødet deltager også Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, fortæller Oleksij Danilov, der leder Ukraines nationale sikkerhedsråd, ifølge nyhedsbureauet Reuters. Tidligere blev det meldt ud, at præsidenten blot ville tale til deltagerne ved topmødet via et videolink.
»Der vil blive truffet beslutninger om meget vigtige ting, og vores præsidents tilstedeværelse er derfor afgørende for, at vi kan forsvare vores interesser«, siger Oleksij Danilov til ukrainsk stats-tv ifølge Reuters.
Deltagelsen i topmødet finder sted, efter at Zelenskyj den seneste uge har været på besøg i flere europæiske hovedstader.
ritzau
fortsæt med at læse




























