Opdateret torsdag klokken 16.17
Den danske ambassadør i Rusland, Jakob Henningsen, har været indkaldt til samtale i den russiske hovedstad, Moskva.
Det oplyser det russiske udenrigsministerium i en udtalelse.
Årsagen er, russerne ikke er tilfredse med efterforskningen af Nord Stream-sabotagen. Rusland har flere gange krævet at være med i efterforskningen.
Også ambassadørerne fra Sverige og Tyskland har været indkaldt.
Rusland klager over efterforskningens ’totale mangel på resultater’.
»Vi har noteret os, at disse lande ikke er interesserede i at få fastlagt de egentlige omstændigheder vedrørende sabotagen«.
»I stedet forsinker de indsatsen og prøver at skjule sporene og forbrydelsens sande gerningsmænd, som, vi mener, er nogle velkendte lande«, skriver det russiske udenrigsministerium i udtalelsen.
Udenrigsministeriet i Danmark bekræfter i en mail til Ritzau, at den danske ambassadør i Moskva var til samtale om efterforskningen af Nord Stream-sabotagen i det russiske udenrigsministerium tidligere i torsdag.
»Myndighederne i Danmark, Tyskland og Sverige fortsætter deres efterforskninger. Danmark har løbende orienteret Rusland om status for efterforskningen og besvaret deres henvendelser«, står der.
»Det vil vi fortsætte med at gøre«.
At indkalde en ambassadør til samtale betragtes generelt som et markant diplomatisk værktøj, som sender et stærkt signal til ambassadørens land.
Putin med direkte appel
Jakob Henningsen har været ambassadør i Rusland siden september 2022.
Ved en ceremoni i april i Moskva henvendte Ruslands præsident, Vladimir Putin, sig direkte til den danske ambassadør.
Her opfordrede præsidenten til en fælles undersøgelse af sabotagen.
»Vi håber, hr. ambassadør, at danskerne vil støtte vores forslag om at etablere en uafhængig international kommission, der skal undersøge alle hændelsens omstændigheder«, lød det fra Vladimir Putin.
I alt fire lækager opstod efter eksplosioner på de vigtige gasledninger Nord Stream 1 og 2, der løber fra Rusland til Tyskland.
Eksplosionerne fandt sted nær Bornholm den 26. september sidste år.
Om aftenen den 27. september stod statsminister Mette Frederiksen (S) frem på et pressemøde og sagde, at det var de danske myndigheders klare vurdering, at lækagerne var et resultat af bevidste handlinger.
Ritzau
fortsæt med at læse
Rusland udviser fem svenske diplomater og lukker konsulat
-
Perfekt anbragt skæreladning ville virke som et øksehug: Nye oplysninger peger igen på ukrainsk indblanding i Nordstream-sabotagen
-
»Mønsteret virker umiddelbart mistænkeligt«: Ekspert ser nye oplysninger som en bestyrket mistanke mod Rusland
-
Radiokommunikation afslører, at russiske skibe var i nærheden af eksplosionssteder på Nord Stream




























