Floridas guvernør, Ron DeSantis, har tirsdag holdt sit første personlige vælgerarrangement i delstaten Iowa, efter at han 25. maj præsenterede sit kandidatur til at blive republikanernes præsidentkandidat ved det amerikanske valg i 2024.
Her fortalte han blandt andet vælgerne, at nationen ’går i den forkerte retning’.
»Vi kan se det, sagde han.
»Og vi kan føle det, sagde DeSantis.
Iowa er en nøglestat for DeSantis. Den store kristne befolkning har ikke altid været begejstret for Donald Trump, som er DeSantis modkandidat.
Et af emnerne, DeSantis kom ind på, var Covid-håndteringen, hvor Florida-guvernøren modsatte sig både vaccinekrav og maskepåbud. Det er et af de punkter, hvor DeSantis ventes at angribe Trump, og DeSantis bebrejdede i sin tale blandt andet Trump for at at have lukket USA ned.
Havde det ikke været for republikanske protester – eksempelvis i Florida – ville »den tidligere præsident have lukket endnu mere ned«, sagde DeSantis.
Han forklarede også, at han havde holdt sig fra at kritisere Trump i hans tid som præsident, fordi han i forvejen mente, at Trump blev urimeligt behandlet af medierne, demokraterne og endda visse republikanere.
»Nu angriber han så mig på nogle af de områder, hvor vi er uenige, men jeg tror, at måden, han gør det på, vil få vælgerne til at tage min side«, sagde DeSantis i Iowa.
Trump tabte i 2016 statens opbakning til at blive republikansk præsidentkandidat til senator Ted Cruz, som også var en del af kapløbet.
Derfor er det heller ingen overraskelse, at DeSantis starter i Iowa.
Onsdag vil DeSantis holde fire yderligere arrangementer fordelt over hele staten, som er notorisk kendt for, at vælgerne vil se kandidaterne tæt på, før de tager stilling til, hvem der skal være republikansk nomineret.
Efter Iowa skal guvernøren videre til New Hampshire og South Carolina. Her vil alle øjne hvile på DeSantis, som nogle har kritiseret for at mangle medmenneskelige evner.
DeSantis fik i sidste uge en kaotisk start på sit præsidentkandidatur, da tekniske problemer skæmmede for hans længe ventede offentliggørelse under en livestream på det sociale medie Twitter.
Todd Jacklin fra byen Johnston i Iowa var frivillig ved valgarrangementet, men det betyder ikke, at hans stemme går til DeSantis, lyder det.
»Jeg kommer til at holde det åbent indtil næste februar, siger Jacklin.
Til stede var også medlemmer af organisationen Mødre for Frihed. Det er en konservativ gruppe, der kæmper mod venstreorienterede undervisningspolitikker. Ron DeSantis har støttet gruppen i Florida.
ritzau




























