På Ruslands nationaldag hylder Kim Jong-un sin ligesindede uden direkte at nævne krigen i Ukraine.

Nordkoreansk diktator sender Putin sin fulde opbakning

Kim Jong-un støtter fuldt ud Ruslands præsident Vladimir Putin. Foto: Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix
Kim Jong-un støtter fuldt ud Ruslands præsident Vladimir Putin. Foto: Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Kim Jong-un sender sit lands fulde opbakning til Ruslands præsident Vladimir Putin.

Det fremgår af en meddelelse fra den nordkoreanske leder mandag, der er Ruslands nationaldag.

Udtalelsen, der er offentliggjort af Nordkoreas statslige nyhedsbureau KCNA, nævner ikke direkte Ruslands invasion af Ukraine.

Til gengæld hylder Kim Jong-un Putins ’korrekte beslutning og vejledning ... om at forpurre de fjendtlige styrkers ’stigende trusler’’.

Beskeden er blot den seneste af flere støtteerklæringer fra Nordkorea, siden Rusland begyndte sin invasion af Ukraine i februar 2022.

Nordkoreas folk, står der også i udtalelsen, giver sin ’fulde støtte og solidaritet til det russiske folk i deres altomfattende kamp for at implementere det hellige formål for at bevare deres suveræne rettigheder’.

Ved brug af den i høj grad samme retorik som Rusland har Nordkorea tidligere beskrevet krigen i Ukraine som en amerikansk ’proxy-krig’ med det formål at ødelægge Rusland.

Med det skal forstås, at Nordkorea mener, at krigen i virkeligheden er orkestreret af USA for at svække stormagtsrivalen Rusland. Det har USA adskillige gange afvist.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her