Vladimir Putin er så overbevist om, at Rusland kommer til at nedkæmpe den ukrainske modoffensiv, at han har udelukket brugen af atomvåben.
Sådan lød det fredag fra den russiske præsident på et økonomisk forum i Sankt Petersborg.
»Atomvåben er fremstillet for at garantere vores sikkerhed i den bredeste forstand og for at sikre eksistensen af den russiske stat. Men vi har intet sådant behov (for at bruge dem, red.)«, lød det.
Over for tiltagende meldinger om tilbageslag for sin omfattende krigsmaskine siger Putin, at ukrainerne har »ingen chancer« mod de russiske styrker.
Han spår samtidig, at Ukraines vestlige opbakning vil falme, og at våbenleverancerne til landet vil stoppe.
Putins postulater om russisk succes kommer i kølvandet på en række ukrainske modangreb, droneangreb i Moskva, indtrængen af proukrainske militser i det sydlige Rusland samt bombardementet af flere russiske grænsebyer.
I samme ombæring bekræftede Putin for første gang, at taktiske russiske atomvåben er blevet leveret til landets tætte allierede Belarus.
»Som I ved, forhandlede vi med vores allierede Lukasjenko (belarusisk præsident Aleksandr Lukasjenko, red.) om at flytte en del af disse taktiske atomvåben til Belarus - det er sket«, sagde han.
ritzau
fortsæt med at læse




























