Torsdag morgen amerikansk tid ventes en ubåd, der er forsvundet nær vraget fra ’Titanic’, at løbe tør for ilt. Redningsfolk vil lede efter ubåd hele den amerikanske nat

Tiden er ved at rinde ud: Forsvunden ubåd forventes at løbe tør for ilt inden for de næste timer

Foto: Canadian Forces/Ritzau Scanpix
Foto: Canadian Forces/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 14.33.

En omfattende eftersøgningsoperation efter en miniubåd nær vraget fra ’Titanic’ gik ind i en kritisk fase sent onsdag amerikansk tid. Der er nemlig ikke mange timer til, at ilten til de fem om bord på ubåden er brugt op.

Den amerikanske kystvagt understreger, at der stadig er håb. Eksperter og avanceret udstyr er involveret i eftersøgningen. På trods af det er opgaven med at finde og redde ubåden stadig en enorm udfordring.

»Nogle gange er du i en position, hvor du er nødt til at træffe en hård beslutning. Vi er ikke der endnu«, siger Jamie Frederick, der er kaptajn for den amerikanske kystvagt, og understreger, at der stadig er tale om en redningsmission.

Mens den beregnede iltbeholdning i ubåden ’Titan’ rinder ud, begynder fjernstyrede fartøjer at eftersøge havbunden i området. Det er det canadiske skib ’Horizon Arctic’, som har sendt et fjernstyret fartøj ned på bunden af den nordlige del af Atlanterhavet, hvor det har påbegyndt sin eftersøgning, oplyser den amerikanske kystvagt på Twitter torsdag omkring 13 dansk tid.

Og endnu et fartøj er på vej. Det franske skib ’L’Atalante’ har omkring klokken 13.30 dansk tid netop sendt endnu et fjernstyret undervandsfartøj afsted ifølge kystvagten.

Redningsaktionen fokuserer på den nordlige del af Atlanterhavet i et område, hvor der er hørt »undersøiske lyde«, der blev opfanget af en sonar sent tirsdag og onsdag. Lydene skabte håb om, at de fem på ubåden stadig er i live, selv om eksperter ikke har været i stand til at bekræfte, hvor lydene stammer fra.

Artiklen fortsætter under grafikken.

’Titan’ begyndte med fem mennesker om bord sin nedstigning mod ’Titanics’ vrag omkring klokken 08.00 lokal tid søndag. Den beregnede iltbeholdning i ubåden skulle kunne holde til 96 timer under vandet. Dermed løber ubåden, hvis den stadig er intakt, formentlig tør for ilt tidlig eftermiddag torsdag dansk tid ifølge beregningerne, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge eksperter afhænger iltbeholdningens præcise varighed af faktorer som, hvorvidt fartøjet stadig har strøm, og hvor rolige personerne om bord er. »Undersøiske lyde«, der blev opfanget af en sonar sent tirsdag og onsdag, har tidligere skabt håb om, at de fem på ubåden stadig er i live, men eksperter har ikke været i stand til at bekræfte, hvor lydene stammer fra.

Ubåden skulle efter planen være kommet tilbage til overfladen, omkring syv timer efter at den satte kurs mod ’Titanics’ vrag ifølge den amerikanske kystvagt. Den 6,5 meter lange ubåd mistede imidlertid signalet til moderskibet mindre end to timer efter nedstigningen. ’Titanics’ vrag ligger mere end fire kilometer under overfladen i den nordlige del af Atlanterhavet.

Om bord på ubåden er blandt andet den britiske milliardær Hamish Harding og den pakistanske forretningsmand Shahzada Dawood og hans søn. Det koster 250.000 dollar at få et sæde på ’Titan’.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her