Wagner-gruppen har angiveligt besat flere byer og ifølge efterretningskilder er gruppens soldater på vej mod Moskva. Her er svarene på fem spørgsmål om situationen i Rusland.

Er Putin fløjet væk? Det ved vi, og det ved vi ikke om oprøret i Rusland

Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det er småt med bekræftede oplysninger fra den dramatiske situation, der lige nu udspiller sig mellem Wagner-gruppen og Ruslands ledelse. Her er et overblik over, hvad vi ved og ikke ved.

Hvad er der sket?

Fredag aften berettede Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigosjin, at hans styrker var blevet angrebet af det russiske militær. Ruslands militær har afvist beskyldningerne.

Som reaktion på det påståede angreb rejste Wagner-gruppens styrker over grænsen til Rusland, hvor de angiveligt har besat militære anlæg i byerne Rostov og Voronezj. Besættelsen af de to byer, der begge har mere end en million indbyggere, er tilsyneladende sket uden større modstand.

Oplysningerne er ikke bekræftet, men ifølge efterretninger fra det britiske forsvarsministerium er Wagner-soldater på vej mod Moskva fra Voronezj.

Hvad vil Prigosjin opnå?

Efter det endnu ubekræftede angreb på Wagner-gruppen soldater fredag aften svor Jevgenij Prigosjin at gengælde angrebet og antydede, at hans styrker ville nedkæmpe enhver modstand, herunder vejblokader og fly.

»Der er 25.000 af os, og vi vil finde ud af, hvorfor der er sådan et kaos i landet«, sagde han.

Senere trak Prigosjin sin trussel tilbage og sagde, at hans kritik af den russiske militære ledelse var en »march for retfærdighed« og ikke et kup.

Krisen mellem Prigosjin og Ruslands ledere blev dog dybere, da Prigosjin erklærede, at hans soldater var trængt ind i Ruslands Rostov-region. I en video optaget i Rostov erklærede Prigosjin, at hans styrker ville blokere Rostov, indtil forsvarsminister Sergei Shoigu og Ruslands øverste general, Valerij Gerasimov, kommer for at møde ham.

Prigosjin har i flere måneder kritiseret Shoigu og Gerasimov, som han beskylder for Moskvas vaklende invasion af Ukraine.

Det er uklart, hvorvidt Prigosjin har ambitioner om at omstyrte magten i landet, eller om hans kritik udelukkende er rettet mod den militære ledelse. Derudover er det uklart, om Wagner-gruppen reelt vil forsøge at trænge ind i Moskva, og hvad de i så fald vil opnå med sådan en aktion.

Hvad betyder det for krigen i Ukraine?

Alle øjne er lige nu på aktiviteten i Rusland, og det er derfor småt med nye oplysninger fra fronten i Ukraine.

Indtil videre tyder rapporter dog på, at Ruslands aktivitet ved fronten er uændret. Over for Politiken vurderer Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Diis, dog, at det vil påvirke den russiske krigsindsats negativt på den længere bane.

Hvad har Putin gjort, og hvor befinder han sig?

Præsident Putin kommenterede udviklingen lørdag morgen, hvor han beskrev situationen i Rostov som »bekymrende«.

»De, der bevidst begår forræderi og forbereder et væbnet oprør, vil blive straffet«.

»Enhver form for indre uro udgør en dødbringende trussel mod vores nation. Det er et slag mod Rusland, for vores folk og vores handlinger for at beskytte vores fædreland. En sådan trussel vil møde et hårdt svar«, sagde Putin og understregede, at de rette militære foranstaltninger var blevet truffet.

Prigosjin svarede kort efter på Putins ord via det sociale medie Telegram. Her skrev han, at præsidenten var »dybt fejlinformeret«. Han sagde, at hans soldater er »fædrelandets patrioter« og lovede, at »ingen vil overgive sig på anmodning fra præsidenten, FSB eller nogen andre«.

Det markerede en mere direkte trussel mod Putin, end Prigosjin typisk har brugt tidligere.

Putin befinder sig ifølge en talsperson i hovedstaden Moskva, hvor han ’arbejder’. Ifølge flydata fra tjenesten Flightradar fremgår det dog, at en af præsidentens fly lørdag eftermiddag har forladt Moskva med kursen mod Sankt Petersborg.

Putin har adskillige fly til rådighed, og det er derfor langtfra sikkert, at rejsen har relation til præsidenten.

Hvem er Jevgenij Prigosjin og Wagner-gruppen?

Jevgenij Prigosjin er en russisk forretningsmand og oligark født 1. juni 1961. Han har været involveret i forskellige forretningsaktiviteter, herunder kantinetjenester og catering – derfor er han kendt under kælenavnet ’Putins kok’.

I de senere år har han dog mest været kendt som grundlæggeren og ejeren af Wagner-gruppen.

Wagner-gruppen er en privat militær kontraktorganisation. Navnet ’Wagner’ stammer angiveligt fra Dmitry Utkins kaldenavn, en tidligere russisk specialstyrkeofficer, der angiveligt ledte gruppen. Wagner-gruppen er kendt for at have deltaget i militære operationer i Ukraine, Syrien og flere andre konfliktområder.

Der er rapporteret, at Wagner-gruppen har forbindelser til den russiske regering, især til Ruslands forsvarsministerium og efterretningstjeneste. Derfor er der tale om et markant skift, når Wagner-gruppen med Prigosjin i spidsen nu ønsker den russiske militærledelse afsat.

Jonas Pröschold

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her