»Jeg er blevet overrasket gang på gang igennem det seneste halvandet år«.
Sådan lyder det fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) efter weekendens fejlslagne oprør i Rusland fra den paramilitære Wagner-gruppe. Den danske udenrigsminister ankom mandag til ministermøde i Luxembourg, hvor situationen i Ukraine også er på dagsordenen. Mødet holdes i skyggen af weekendens begivenheder, som har sat nye spørgsmålstegn ved Putins magt.
»Det er meget svært at forudse noget som helst. Om det er en gamechanger eller ej, ved jeg ikke, men det vil selvfølgelig få en eller anden form for effekt«, siger Lars Løkke Rasmussen.
Anført af leder Jevgenij Prigosjin rykkede Wagner-gruppen i weekenden frem mod Moskva. Det skete for at afsætte det, gruppen kaldte »Ruslands korrupte og inkompetente militærledelse«. Soldaterne overtog fra morgenstunden lørdag flere militære anlæg. Og det skabte tilsyneladende stor uro i Moskva. Her rådede borgmesteren lørdag alle indbyggere til at undlade at bevæge sig rundt i byen og erklærede desuden mandag for arbejdsfri i et forsøg på at undgå uroligheder.
Oprøret fusede dog hurtigt ud igen. Wagner-gruppen nåede frem til omkring 200 kilometer fra den russiske hovedstad, før en aftale blev mæglet på plads. Men selv om den russiske præsident, Vladimir Putin, dermed udgik kaos i hovedstaden, går han ikke helt fri af at følgevirkningerne af oprøret, mener Lars Løkke Rasmussen.
»Det er min fortolkning, at Putin i det mindste er svækket i en eller anden grad. Det kan forhåbentlig få en indvirkning på resten af verdens vilje til at diskutere situationen efter krigen i Ukraine«, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han henviser dermed formentlig til, at Ukraines allierede som EU, USA og Storbritannien ønsker opbakning fra andre lande i verden som Kina og Indien til at lægge pres på Rusland. Håbet er, at hvis de lande, som hidtil har holdt sig ude af sanktioner og fordømmelse af Rusland, begynder at røre på sig, så kan det måske føre til, at Putin fraviger sine ambitioner i Ukraine og søger fred.
Det kan en svækkelse af Putins magt i Rusland og måske en dalene russisk opbakning til krigen i bedste fald medvirke til, er håbet blandt EU-landene.
Nato’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, ser weekendens begivenheder i Rusland som et udtryk for Putins strategiske fejltagelser.
»Weekendens hændelser er et internt russisk anliggende og endnu en demonstration af de store strategiske fejltagelser, som Putin har begået i forhold til annekteringen af Krim og krigen mod Ukraine«, lyder det fra Stoltenberg, der mandag er på besøg i Litauens hovedstad, Vilnius, som en del af forberedelserne til Nato-topmødet i byen 11.-12. juli.
»Når Rusland fortsætter sit angreb, er det endnu vigtigere, at vi fortsætter med at støtte Ukraine«, siger Nato-chefen.
ritzau
fortsæt med at læse




























