Russisk topgeneral er ikke set siden lørdag. Der spekuleres i, at han kendte til Wagner-oprør og er anholdt.

Medie: Forduftet russisk topgeneral er VIP-medlem af Wagner

Sergei Surovikin sammen med Vladimir Putin nytårsaftensdag sidste år.  Foto: Sputnik/Ritzau Scanpix
Sergei Surovikin sammen med Vladimir Putin nytårsaftensdag sidste år. Foto: Sputnik/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den russiske topgeneral Sergej Surovikin er angiveligt et hemmeligt VIP-medlem af Wagner-gruppen.

Det viser dokumenter, som det amerikanske medie CNN er kommet i besiddelse af.

De viser, at vicestabschef Surovikin sammen med mindst 30 andre højtstående militærfolk er VIP-medlem af gruppen. At være VIP vil sige, at man er et meget betydningsfuld.

Surovikin er ikke blevet set eller hørt fra i offentligheden siden lørdag.

Den dag stod han frem i en video og appellerede til chefen for den private hær Wagner, Jevgenij Prigosjin, om at opgive sit oprør mod Ruslands militære ledelse.

Kilder med kendskab til amerikanske og ukrainske efterretningsrapporter har sagt til nyhedsbureauet AP, at general Surovikin menes at være blevet anholdt i dagene efter Wagner-gruppens oprør.

Det samme skriver det uafhængige russiske dagblad Moscow Times.

Spekulationer om, at han kendte til oprør

Det er uklart, om han i givet fald er tiltalt for noget, og hvor han bliver tilbageholdt. Og oplysningen er ikke officielt bekræftet.

Det fremgår ikke af dokumenterne, hvad det indebærer at være VIP-medlem af Wagner-gruppen. Det vides heller ikke, om det har nogen økonomiske fordele.

Men afsløringen bidrager til spekulationerne om, at Surovikin skulle have haft kendskab til Wagner-gruppens oprør.

Anonyme amerikanske embedsmænd har tidligere over for avisen The New York Times hævdet, at Surovikin havde indgående kendskab til Prigosjins planer om at gøre oprør mod landets militære ledelse.

Der er også blevet hævdet, at Surovikin muligvis hjalp Prigosjin med at planlægge oprøret, der dog endte med at blive afblæst.

Oprøret blev afblæst for at ’undgå et blodbad’ med en aftale, der blev til ved hjælp af Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko.

Dmitrij Peskov, talsmand for det russiske præsidentkontor, har kaldt det ’spekulation’ fra medier, at Surovikin angiveligt på forhånd kendte til Wagner-gruppens planer.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her