Den russiske militærblogger Igor Girkin er fredag blevet anholdt i den russiske hovedstad, Moskva.
Det skriver CNN med henvisning til russiske statsmedier samt et opslag på beskedtjenesten Telegram, som Girkins hustru har lagt op.
Girkin anklages ifølge CNN for ’ekstremistisk aktivitet’.
Igor Girkin er tidligere hærfører for pro-russiske styrker i det østlige Ukraine og en af de mest profilerede russiske militærbloggere.
Han er også tidligere officer for den gamle sovjetiske efterretningstjeneste KGB.
Han er desuden en af tre mænd, som er dømt for drab og for at forårsage styrtet af det malaysiske passagerfly MH17 i 2014 med et russisk missil. Med fuldt overlæg. 298 mennesker blev dræbt.
Det skete på et tidspunkt, da Rusland nogle måneder forinden havde annekteret halvøen Krim.
Girkin er en del af en gruppe af militærbloggere, som ifølge CNN har støttet invasionen af Ukraine, men som i stigende grad er blevet mere og mere kritiske over for militærets fejlslagne indsats i Ukraine.
En af de gange, hvor Girkin for alvor har taget bladet fra munden, var i et nyligt opslag på Telegram. Her følges han af over 760.000 personer.
Her dyngede Girkin Putin til med personlige fornærmelser og opfordrede præsidenten til at give magten »til nogen, der er virkelig dygtige og ansvarlige«, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge CNN kan dråben, der har fået Putins bæger til at flyde over, være, da Igor Girkin tirsdag kaldte præsidenten ’en taber’ og en ’kujonagtig bums’.
ritzau




























