Siden et militært kup i 2021 har den valgte leder af Myanmar, Aung San Suu Kyi, været fængslet.

Afsat leder af Myanmar flyttes ud af sit fængsel

Lyt til artiklen

Aung San Suu Kyi, lederen af Myanmar der blev afsat i et militært kup i 2021, er blevet flyttet fra sit fængsel til en regeringsbygning.

Det oplyser en repræsentant fra hendes parti, Den Nationale Liga (NLD).

»Aung San Suu Kyi er blevet flyttet til en højtstående bygning«, lyder det fra repræsentanten, der ønsker at være anonym.

Det er uklart, hvorfor hun er blevet flyttet – og til hvilken form for bygning.

Militæret væltede NLD-regeringen om morgenen 1. februar 2021, kort før parlamentet skulle mødes for første gang siden valget.

I de første uger efter kuppet demonstrerede folk i Myanmar i stort antal. Men de omfattende protester stilnede af, i takt med at sikkerhedsstyrker slog hårdt ned på demonstranterne.

78-årige Suu Kyi modtog i 1991 Nobels fredspris for sin kamp for demokrati i Myanmar.

Internationalt blev hun tidligere set som et fredsikon.

Men efter at Myanmars militær i 2017 indledte det, der af FN er blevet betegnet som et muligt folkedrab mod det muslimske rohingya-mindretal, er hendes stjerne falmet markant på grund af beskyldninger om manglende indgriben.

NLD blev opløst af militæret i marts, fordi det angiveligt ikke havde registreret sig til valget i tide.

Aung San Suu Kyi førte både i 2015 og 2020 sit parti til overbevisende valgsejre.

Hendes parti besejrede militærstøttede partier ved begge valg.

Årsagen til kuppet i 2021 var, at militæret mente, at der havde været svindel involveret ved valget i 2020, hvor det altså var blevet til en storsejr til Aung San Suu Kyi.

Militærets anklager om svindel er blevet afvist af både internationale observatører og Myanmars valgkommission.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her