Den svenske regering vil øge kontrollen ved landets grænser på grund af den forværrede sikkerhedssituation.
Det siger Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, på et pressemøde tirsdag middag. Ved hans side står justitsminister Gunnar Strömmer.
Beslutningen ventes endeligt taget torsdag, skriver SVT.
Baggrunden er de koranafbrændinger i Sverige og også i Danmark, som har ført til vrede og protester i flere mellemøstlige lande.
»Som alle ved, har vi en kompliceret sikkerhedssituation både i og omkring Sverige«.
»Personer med meget svag forbindelse til Sverige skal ikke kunne komme hertil for at begå forbrydelser«, siger Kristersson.
Ifølge Sveriges justitsminister, Gunnar Strömmer, giver øget grænsekontrol »forudsætninger for at identificere indrejsende, som kan true vores sikkerhed«.
I sidste uge oplyste den svenske sikkerhedstjeneste Säpo, at sikkerhedssituationen var forværret i Sverige på grund af koranafbrændinger.
Sverige er gået fra at være et »legitimt« mål til et »prioriteret« mål for islamiske ekstremister.
Ulf Kristersson siger, at regeringen arbejder på en bred front.
Man overvejer desuden at se på muligheden for at ændre i loven for forsamlinger, lyder det på pressemødet.
Opdateres
Ritzau
fortsæt med at læse


























