De norske myndigheder gav torsdag ordre til, at 80 husstande 60 kilometer sydvest for Oslo skulle evakueres

Nye evakueringer indledt i Norge

I byen Hokksund er der lagt slanger ud for at fjerne vand fra kældre. Men frygt for skader på en nærliggende dæmning har fået myndighederne til at evakuere 80 husstande i byen, der ligger 60 kilometer sydvest for Oslo. Foto: Frederik Ringnes/Ritzau Scanpix
I byen Hokksund er der lagt slanger ud for at fjerne vand fra kældre. Men frygt for skader på en nærliggende dæmning har fået myndighederne til at evakuere 80 husstande i byen, der ligger 60 kilometer sydvest for Oslo. Foto: Frederik Ringnes/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

De norske myndigheder gav torsdag ordre til, at 80 husstande i Hokksund – omkring 60 kilometer sydvest for Oslo – skulle evakueres, rapporterer TV 2 i den norske hovedstad. De regionale myndigheder frygter skader på en dæmning.

»De evakuerede bor overvejende langs kanten af elven ved Drammen«, skriver Drammens Tidende.

Den lokale borgmester i Øvre Eiker kommune, Knut Kvale, bekræfter over for TV 2, at omkring 80 husstande evakueres i området gamle Hokksund, da der er frygt for, at oversvømmelserne vil beskadige dæmningen Hellefoss. Vandstanden på oversiden af fossen har nået et niveau, som udløser evakuering. Vandstanden er ifølge kommunen seks gange så stor som normalt.

»Vi frygter lækager i dæmningen og eventuelle skader på den«, pointerer borgmesteren.

Drammens Tidende skriver, at kommunen og Røde Kors går fra hus til hus for at kontakte alle beboere.

Helikoptere er indsat

I alt har op mod 4.000 personer måttet forlade deres hjem på grund af oversvømmelser og jordskred fra stormen Hans, skriver NRK ifølge det norske nyhedsbureau NTB. Heraf er omkring 1.000 personer fra Ål i det sydlige Norge, mens 1.714 er evakueret fra byen Hønefoss. Der er en vis usikkerhed forbundet med tallene, da nogle er flyttet hjem igen, mens andre er blevet evakueret. Ifølge NTB var der onsdag 3.000 evakuerede.

En af torsdagens evakueringer gælder flere adresser i boligområdet Vesterntangen i den østlige kommune Ringerike, hvor også Hønefoss ligger. Blandt andet Røde Kors bistår med hjælp til disse evakueringer, skriver NRK.

I samme kommune måtte man torsdag lukke Kvernbergsundbroen, som er hovedforbindelsen over Storelva-floden. Det oplyste borgmester Kirsten Ørebråten til Dagbladet. Det skete ifølge borgmesteren, fordi der var en sprække. Kort tid efter blev der dog genåbnet for trafik på broen, da der var tale om en gammel skade, skriver Dagbladet.

Direktoratet for Samfundssikkerhed og Beredskab har i en redningsindsats indsat flere helikoptere. Beredskabet tæller 12 helikoptere, og derudover er politiet og det norske forsvars egne helikoptere også aktiveret.

I byen Nesbyen, som også ligger i den sydlige del af landet, er omkring 200 personer ifølge NTB endt isoleret som følge af stormen. Det skyldes, at veje flere steder er blevet ødelagt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her