Moderaterne og Socialdemokratiet er på kollisionskurs i spørgsmålet om de såkaldte formodningsafslag, som kraftigt har generet ikke mindst restaurationsbranchen de seneste år.
I 2020 trak nogle sager om snyd, der involverede kinesiske kokke, overskrifter i medierne. Fagbevægelsen og ikke mindst venstrefløjen gik i offensiven. Et enigt folketing enedes om, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri) skal kunne afvise ansøgninger om arbejds- og opholdstilladelse fra udenlandsk arbejdskraft, der ellers opfylder alle krav, bare deres løn for eksempel ligger markant over medianlønnen for tilsvarende jobs. Politikerne skrev, at det skal give en formodning om, at ansættelsen ikke er »reel«.


























