USA’s præsident, Joe Biden, rejser i begyndelsen af næste uge til den katastroferamte Hawaii-ø Maui sammen med sin hustru, Jill.
Det oplyser Det Hvide Hus onsdag.
Præsidentparret skal her ’mødes med beredskabsfolk, overlevende og føderale, statslige og lokale embedsmænd’, lyder det.
Hawaii – og særligt øen Maui – blev i begyndelsen af august ramt af voldsomme skovbrande. De har kostet over 100 mennesker livet.
Biden har hidtil udtalt, at han ville vente med at besøge øgruppen, indtil han var sikker på, at besøget ikke ville forstyrre redningsarbejdet.
»Jeg vil ikke være i vejen. Jeg har set, hvordan det kan se ud i katastroferamte områder. Jeg vil være sikker på, at vi ikke ødelægger nogen af de igangværende redningsindsatser«, sagde han tirsdag.
ritzau




























