Holland vil sende Ukraine en større ladning udstyr til at kunne detonere landminer fra distancen, oplyser den hollandske forsvarsminister, Kajsa Ollongren, under et besøg i den ukrainske hovedstad, Kyiv.
Specifikt drejer det sig om 1.000 bærbare sprængladninger, der kan hjælpe Ukraine med at rykke frem blandt de heftigt barrikaderede russiske forsvarslinjer.
»Jeg ved, at I står over for en udfordring med territorier med miner, der er blevet lagt ekstremt tæt«, siger Kajsa Ollongren i en udtalelse lagt på det ukrainske forsvarsministeriums hjemmeside.
Tirsdag sagde den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, at det kan blive en opgave for flere lande at hjælpe Ukraine med at kæmpe sig igennem de russiske landminer. Siden begyndelsen af Ukraines modoffensiv i juni har landet gjort beskedne fremskridt mod de russiske styrker, der har brugt månedsvis på at opbygge omfattende forsvarslinjer.
Modoffensiv halter
Sammen med Danmark varslede Holland søndag donationen F-16-kampfly til Ukraine. Det har Ukraine længe efterspurgt som et vigtigt våben til at nedkæmpe de angribende russere.
Modoffensiven har været længere tid om at komme i gang, end mange havde forventet efter den massive oprustning gjort mulig af Vesten, der har doneret alt fra kampvogne til ammunition og artilleri.
USA’s topgeneral, Mark Milley, sagde også for nylig, at de seneste to måneder af offensiven har været »lange, blodige og langsommelige«.
»Det har taget længere, end Ukraine havde planlagt. Men de gør begrænsede fremskridt«, sagde han ifølge The New York Times.
ritzau
fortsæt med at læse



























