Politiet i Sverige har natten til torsdag igen måttet rykke ud til eksplosioner flere steder i landet.
Der har været to eksplosioner i den svenske by Göteborg, oplyser det lokale politi ifølge det svenske nyhedsbureau TT.
Også i Nyköping har der været en eksplosion, skriver SVT. To personer befandt sig i den ramte bygning, men ingen er ifølge mediet kommet til skade.
Aftonbladet skriver, at også en eksplosion har fundet sted syd for hovedstaden Stockholm.
Eksplosionerne i Göteborg, der indtraf indenfor ti minutter af hinanden, har kun medført materiel skade, fortæller politiet.
Nu skal det undersøges, om eksplosionerne kan kobles til tidligere, lignende hændelser.
» Det første brag kom klokken 01.04 og det andet 01.14«, siger Fredrik Svedemyr, der er vagthavende ved politiet, om hændelserne i Göteborg ifølge TT.
Ruder kan være blevet beskadiget i eksplosionerne her, ligesom biler også er blevet beskadiget på en af adresserne i Göteborg.
ritzau
fortsæt med at læse




























