Grant Shapps har ingen militærerfaring, mens han talent for kommunikation i medierne kan blive en fordel.

Politiker uden militærerfaring bliver britisk forsvarsminister

Foto: Daniel Leal/Ritzau Scanpix
Foto: Daniel Leal/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Storbritanniens tidligere energiminister Grant Shapps overtager forsvarsministeriet fra Ben Wallace, der torsdag trak sig fra posten.

Udpegelsen er overraskende, men genbekræfter Storbritanniens støtte til Ukraine. Der er dog også blevet rejst spørgsmål om Shapps’ manglende militærerfaring.

Premierminister Rishi Sunak kan formentlig bruge Shapps’ talent for kommunikation i medierne frem mod valget, der ventes at finde sted næste år.

»Jeg glæder mig til at arbejde sammen med de modige mænd og kvinder fra vores væbnede styrker, der forsvarer vores nations sikkerhed. Og fortsætte Storbritanniens støtte til Ukraine i deres kamp mod Putins barbariske invasion«, skriver Shapps på X, tidligere kendt som Twitter.

Storbritannien har forsynet Ukraine med meget forsvarsudstyr siden krigens start.

Storbritannien forsøger at øge våbenproduktionen, især af artillerigranater.

Rusland har fordømt den britiske støtte til Ukraine og siger, at den kun forlænger konflikten.

Flere konservative lovgivere har udtrykt overraskelse udnævnelsen af Shapps, der ikke har erfaring fra militæret.

Han ses dog som en sikker hånd på rattet med hang til at bruge excelark i sit arbejde.

54-årige Shapps besøgte Kyiv tidligere i august, hvor han gav eksportgarantier til Ukraine.

Han har været vært for en ukrainsk familie, der flygtede efter invasionen. På sin tur til Kyiv besøgte han den børnehave, hvor familiens søn havde gået.

Shapps, der siger, at hans jødiske slægtninge blev drevet ud af Letland, Polen og Rusland for flere generationer siden, beskriver de ting, han har hørt om sine ukrainske gæsters oplevelser som ’tankevækkende’.

I juli jokede Shapps med journalister om sin rolle som ansigtet på regeringens ’krisekommunikation’. Han sagde, at en yngre embedsmand havde sagt, at ’der er ingen i hele verden, der vil være i dine sko lige nu’, da Shapps skulle forsvare, at en tidligere rådgiver havde overtrådt coronarestriktionerne.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her